Survival Manual update
Just an update on my manual. I’ve got a lot of inspiration, experience and information on the 5 week course I did in Arizona. I will update the manual ASAP, with the new information.
/CS
Boots
Oi, just some info on the boots I used on my 5 week Primitive Living Course.
I bought a pair of Meindl Engadin 10 days before the start of the course, so I could break them in.
I must say that when I tried them in the store, they just fitted perfectly. I tried 4 other pairs of boots, but the Engadin fitted like a glove. Or should I say, like a sock.
I wore them all 5 weeks, except mabye 2-3 days, and I had no problems at all with them. No blisters, sore feet or anything else. This is THE best pair of boots I’ve ever had.
CS wearing the Engadin boots in the end of week 4
Some info on the boots:
All in all, a really good pair of boots. They are highly recommended from me.
/CS
Posted 3 months ago at 23:51. Add a comment
Uge 5 på 5 Week Primitive Living Skills Course.
MANDAG 12 OKT 2009
Endelig start på vores solo-tur. Det er meningen at vi skal opholde os alene her i Cottonwood Wash indtil på torsdag. Eller rettere, Tony og Mike vil komme forbi 2 gange om dagen for at kontrollere om vi har det godt. Jeg har dog fået lov til at være totalt alene afsondret fra de andre, og Tony vil kalde mig op via radio 2 gange i døgnet, så jeg ikke har nogen menneskelig kontakt. Det er endnu et lille personligt eksperiment, som jeg er meget spændt på.
Jeg vil gerne se hvordan psyken reagerer når der ikke er nogen personlig kontakt, eller sikkerhedsnet om man vil. Jeg er sikker på at det er noget anderledes at skulle klare sig alene her i Utah’s øde områder, hvor man kun kan høre sin egen nervøse latter om natten når de ukendte lyde kryber helt tæt på kroppen af mig, end det er i øvelsesterrænet i Finderup hvor man altid kan høre bilernes susen og se lysene fra byerne.
Da der kan være bjergløver og coyoter i området, så har jeg lånt en pistol. Den kan selvfølgelig også bruges til jagt, så hvis der kommer en kanin forbi så skal den dælme være stille hvis den vil undgå at ende i maven på mig.
Efter Tony tog de andre med sydpå til deres område, så sagde jeg farvel til Jerry der lige stak mig en håndfuld ”specialpatroner”, ”just in case” som han sagde. Jeg begav mig nordpå i modsat retning af de andre. Vi har planlagt at jeg skal bevæge mig en 6-8 kilometer op af en sidecanyon der kaldes Black Rock Canyon. Der skulle være en tanaha med vand deroppe i området, det er bare med at finde den.
Hvis der ikke er vand i området så overnatter jeg deroppe og fortsætter så yderligere 6-8 km mod nordvest, hvor der så skulle være et andet vandhul. Hvis det, mod forventning, er tørret ud, så skal jeg til at anvende de alternative metoder jeg har lært for at finde eller fremstille vand. Men mon ikke jeg er heldig.
Jeg fulgte Cottonwood Wash en ca. 4 km og fandt da også en mindre tanaha undervejs, så hvis alt andet går galt så ved jeg da hvor jeg har et sikkert vandhul. Der er så godt nok en del kilometer til det, men det må jeg jo tage med. Det er ikke rigtigt andet at gøre. Jeg skal lige nævne at jeg selvfølgelig allerede i går startede med at bælle vand og fortsatte med det her til morgen, så min krop er ”mættet” med vand. Derudover så har jeg mine 2 vandflasker med i rygsækken, så jeg er rimeligt dækket ind de første 24 timer.
Jeg nyder virkeligt turen gennem kløfterne, her er totalt stille. De eneste lyde jeg kan høre er mit eget åndedræt og så af og til et dyr eller stort firben som jeg forskrækker.
Gennem Black Rock Canyon video.
Efter et par timer kom jeg til mit første område hvor jeg havde planlagt at slå lejr. Jeg havde på turen hertil allerede set forskellige tegn på vand, så hvis vandhullet er tørret ud, så skal jeg nok klare mig. Jeg fik hurtigt slået min poncho op, ved en klippe og så var det ellers af sted for at finde vandhullet der skulle ligge ca. 700 m fra min lejr.
Der er sikkert nogen af Jer der tænker; ”Hvorfor slår han ikke lejr tættere på vandhullet?”.
Elementært, min kære Watson. Jeg har ikke lyst til at få besøg af alle mulige dyr, både større og mindre, i løbet af natten på deres vej til og fra vandhullet. Og så er det af respekt for dyrene. De skal have lov til at kunne bevæge sig frit omkring deres vandhul. Det er mig der er gæsten, og dem der er de naturlige ”ejere” af området.
I løbet af ret kort tid ser jeg de første svage dyrespor der peger i retning af vandhullet. Jeg begynder at ”tracke” dem, og der kommer flere og flere spor til syne. Til sidst er det som en stor pil der peger i retning af vandhullet. Jeg spotter det da også efter et stykke tid. Damn, selvfølgelig ligger det nedenfor de klipper jeg står på. Så det er i gang med mønten. Plat, så går jeg til højre. Krone, så går jeg til venstre. Dyrene kan ”bare” klatre den direkte vej ned, men den chance vil jeg alligevel ikke tage. Jeg vælger turen til venstre og i løbet af kort tid finder jeg da også et godt sted at klatre ned.
Hold da maule, nogle flotte og underlige klippeformationer jeg bevæger mig rundt i. Det er helt vildt. Jeg får mig kæmpet hen til vandhullet der er grønt og frodigt. Der er en del ”Bull Grass” i området og nogle større og meget grønne buske i området. Et sikkert tegn på vand. Og da jeg kommer helt tæt på, så pibler vandet da også op omkring mine støvler. Jeg får hurtigt bællet vandet i mine vandflasker og fylder dem begge bagefter.
Så er det bare med at finde en god vej hjem til lejren. Jeg bevæger mig lidt rundt i området, for at se om jeg kan finde en hule jeg kan sove i, i stedet for det sted jeg allerede har fundet. Jeg er mest interesseret i en syd- eller østvendt hule, så jeg får mest muligt udbytte af solen når den står op. Der er ikke rigtigt nogen der tiltaler mig, eller så ser de ikke helt sikre ud. Jeg har ikke lyst til at ligge i en hule der risikere at styrte sammen omkring mig, så jeg nøjes med mit første område.
Mens jeg sidder og nyder stilheden og nærheden til naturen får jeg besøg af et lille firben der vimser nysgerrigt rundt omkring mig. Jeg er ikke sulten nok, så det får lov til at slippe.
Jeg sætter mig op på den klippe der danner et naturligt læ for min bivauk, og nyder solen der langsomt går ned bag bjergene i horisonten. Jeg må indrømme at jeg tænker en del på Perlen, når jeg sidder alene og nyder det hele. Ville ønske at hun var her, så vi kunne dele disse unikke oplevelser.
Jeg krøb faktisk i posen ved 19 tiden. Der var ikke så meget andet at lave herude. Jeg fik læst lidt i min bog om Hopi indianernes historier, før jeg endelig faldt i søvn til alle de uhyggelige lyde.
TIRSDAG 13 OKT 2009
Jeg vågnede et par gange i løbet af natten på grund af regn. Det var ikke det vilde vand der kom ned, men bare en stille silen af vand. Jeg lå heldigvis under mit overhæng af sten og så min poncho. Jeg havde lavet mit shelter så at alt min udrustning kunne ligge i læ for regn, så jeg var helt rolig.
Ved solopgang kunne jeg ikke sove længere, og nød bare varmen fra solen der varmede mig op.
Jeg begyndte, i tankerne, at planlægge hvordan jeg ville bruge de næste dage indtil solo-turen sluttede.
Jeg ville bruge i dag, tirsdag, på at udforske området og bevæge mig længere væk for at lede efter mere vand. Jeg ville også eksperimentere med forskellige måde på at fremstille vand.
Onsdag ville jeg primært på at jage kaniner og andet spiseligt, både med fælder og pistolen. Jeg er ikke så bange for at sulte, jeg har jo prøvet at faste i 5 dage under den første walkabout, og jeg har rigeligt med vand i nærheden. Jeg har også medbragt en lille pose med rosiner og saltede peanuts, så jeg kommer ikke til at lide nød.
Torsdag ville jeg bruge på at navigere tilbage af en anden rute end den jeg anvendte for at komme hertil, og jeg ville prøve at starte mends det var mørkt.
Det var meningen at jeg skulle have kontakt til Tony klokken 9, via radioen, men jeg havde aftalt at jeg ville have min radio tændt under hele min solo-tur, så han altid kunne få fat i mig, hvis der nu skulle ske noget uforudset, eller hvis vejret skulle slå om og blive rigtigt dårligt. Det sidste var jeg dog ikke så bange for, jeg havde nemlig investeret i nogle Motorola radioer der kunne modtage oplysninger direkte fra NOOA (National Oceanic and Atmospheric Administration). NOOA udsender advarsler på specielle radiofrekvenser, alt afhængingt hvor man er i USA.
Lidt over klokken 8 begyndte min radio at give lyd fra sig. Det var Tony der spurgte til hvordan jeg havde det. Jeg forklarede ham om mine planer og at jeg havde det godt.
Jeg kunne godt høre på hans stemme at der var noget galt, og blev da heller ikke så overrasket over at han sagde at han havde en dårlig nyhed.
Han var nødt til at trække os alle hjem, på grund af sygdom i familien. Jeg skulle komme tilbage inden ved 11 tiden hvis jeg kunne nå det, for at mødes med de andre og få resten af historien. Før vi sluttede fortalte Tony mig at hans hund pludselig var død og at begge hans børn nu lå dødssyge derhjemme.
Jeg fik hurtigt pakket mit grej sammen, og fik lige taget et “heltebillede” inden jeg gik i gang med at nærstudere mine kort for at finde den hurtigste ved tilbage.
I stedet for at tage den lange vej, på næsten 3 timer, så ville jeg se om jeg ikke kunne navigere på tværs af terrænet, og så klatre op og ned af klipperne ved de forskellige kløfter jeg nu møder på min vej. Jeg brugte lidt ekstra tid på at kigge på kortene så jeg ikke kom ud for nogle større overraskelser.
Det jeg var mest bange for var hvis jeg ikke kunne krydse de 3-4 kløfter der var på min vej, og derfor skulle tilbage og så gå den lange vej. Det så dog ud til at det kunne lade sig gøre og jeg begyndte at lunte afsted mod Tony og de andre.
Under min vej gennem terrænet faldt jeg over nogle huler som jeg lige tog nogle billeder af, i farten, af indlysende grunde var der ikke tid til at undersøge dem nærmerer, men det bliver der måske senere i livet 
Jeg forkortede turen med ca. 1 time, men må sige jeg var noget forpustet da jeg endelig kom tilbage til de andre ved 10 tiden.
Tony fik os alle samlet og forklarede at hans hund, som han har haft i 10 år, pludselig døde for 2 dage siden, og at begge hans børn lå syge hjemme med meget høj feber. Han var bange for det var H1N1 virus, altså svineinfluenza. Det er indtil nu 119 bekræftede tilfælde af svineinfluenza i det amt hvor Tony bor, og sammenlagt 3456 tilfælde i hele Arizona siden April 2009. Han fortalte at i nogle af skolerne var der over 30% fravær på grund af influenza-epedemi, og han var nødt til at afbryde vores solo-tur fordi han var nødt til at tage hjem til hans børn.
Vi var selvfølgelig meget overraskede over den hurtige ændring der var sket i Flagstaff siden vi var taget derfra for 4-5 dage siden, men var selvfølgelig fulde af forståelse overfor Tony og hans familie. Det er trods alt dem der har den højeste prioritet.
Tony ville være sikker på at vi alle var klar over hvad der var sket, før han kørte afsted, og han virkede meget berørt af situationen. Jeg talte med Mike bagefter og han sagde at Tony både var berørt af hans børns sygdom og hans hund’s pludeslige død. Men at han også var meget ked af at skulle afbryde vores solo-tur så pludseligt.
Jeg aftalte med Mike og Tony at jeg ville prøve at lave nogle forskellige aktiviteter, de næste dage, med dem der havde lyst til at deltage, hvis de fortsætte indtil lørdag hvor kurset sluttede.
Gino skulle slutte i dag, under alle omstændigheder, så vi var 6 tilbage. Begge synes det var en rigtig god ide og jeg fik mere eller mindre frie hænder til at aktivere de andre. Jeg talte med Tony lige før han køre, og han fortalte at Luke faktisk sad og ventede på ham da han informerede de andre ved halv syv tiden om morgenen. Luke fortalte ham at han ikke havde lyst til at blive der længere, da han syntes det var lidt for hårdt for ham.
Vi var godtnok et par stykker der havde lagt mærke til at Luke var blevet mere og mere stille i den sidste uges tid. Faktisk nøjagtigt som Chris lige før han forlod os.
Så det kom ikke som den store overraskelse for os at han ønskede at stoppe. Der er sandsynligvis mange grunde til det, men jeg kan roligt sige at det faktisk er rimeligt hårdt at være “off the grid” så lang tid som vi har været. Både fysisk og psykisk, men det var jeg jo klar over allerede før jeg startede på kurset.
Tony kørte hjem, efter at have afsked med os, og vi andre pakkede vores gej på bilerne og begyndte at køre mod Base Camp.
Undervejs stoppede vi et par steder for at nyde naturen og udsigten, men der var, naturligt nok, en lidt trykket stemning. Både fordi vi var nødt til at afbryde vores solo-tur, men også fordi vi nu skulle tilbage mod Flagstaff og evt. influenza-epidemi.
Vi var først hjemme i Base Camp ved 21 tiden, efter vi havde lavet nogle stop på vejen for at spise aftensmad og få et hurtigt bad.
Luke sagde hurtigt farvel, og så kørte han afsted.
Jeg spurgte de andre om de havde lyst til at tage med til Painted Desert i morgen for at eksperimentere med lokalisering og fremstilling af vand. Der var ikke nogen der havde lyst til det, de ville alle hellere sove længe og slappe af. De fleste havde stadig nogle ting de skulle arbejde med, både “rigtigt” arbejde såsom at lave buer, og blødgøre deres skind, men også rent mentalt at “omstille” sig til ikke at være på vores solo-tur mere.
Jeg lavede en hurtig oversigt på vores tavle, hvor de andre kunne skrive hvad de ville lave de næste dage, så jeg kunne informere Tony om det, næste gang jeg talte med ham.
Jeg fik hurtigt rullet min sovepose ud og faldt i søvn på jorden, næsten med det samme.
ONSDAG 14 OKT 2009
Jeg vågnede op lidt efter solopgang da solen begyndte at varme min sovepose op. Jeg satte mit telt op, så jeg kunne få mit grej derind, og få lidt privatliv.
Ved 9 tiden kørte jeg mod Painted Desert for at lave et par eksperimenter i fremstilling af vand.
Jeg ville lave et par forskellige “solar stills” og se hvor stor forskellen på dem er. Det ene er næsten altid beskrevet i overlevelsesmanualer og laves ved at man graver et stort hul i jorden. Herefter placerer man en beholder i bunden af hullet af dækker det til med en klar plastikpose. Som de fleste manualer beskriver, så kan man beklæde indersiden af hullet med friske grene fra buske så når solen varmer plastikken op, så afgiver gernene og jorden deres vandindhold der fortættes på indersiden af plastiken og dryppe ned i beholderen.
Jeg havde glemt mit kamera, men her er et billede af hvordan det ser ud.
Som I kan se så er det smart hvis man har en lang slange som man kan bruge til at suge vandet op med.
Jeg har i 2007 eksperimenteret med en anden metode. Den går ud på at dække en busk eller gren til med en gennemsigtig plasticpose, og så ellers lade solen gøre samme arbejde som med det andet solar still. Det jeg ville prøve denne gang var at se hvor meget jeg fik ud af hver enkelt solar still type. især når man tager fremstillingstid og hvor meget energi/sved man bruger på hver enkelt type.
Jeg brugte vel omkring 45 minutter på at lave hullet og få placeret plastikken før mit første solar still var klart. Jeg ved ikke hvor meget sved jeg kom af med, men det var en del.
Bagefter satte jeg et par solar still’s op i nogle buske i nærheden. Det tog mig vel maksimalt 5 minutter for at sætte 3 af dem op, og kostede næsten ingen energi eller sved.
Mens de 2 forskellige solar stills producere vand, så gik jeg rundt i området. I nærheden løber Little Colorado River. Der er ikke vand i den, kun nogle enkelte pytter og så nogle områder med fugtigt sand. Faktisk som I kan se på billedet fra 2007 herunder.
Når man ved hvordan man skal få vandet frem, så er det ikke særligt svært. Det drejer sig bare om at grave dybt nok ned, og så lade vandet sive gennem sandet og lave en lille tanaha. Når det så er gjort, så skal man “bare” vente noget længere indtil alle sedimenterne (sand og urenheder) er faldet til bunden og vandet ser nogenlunde klart ud.
Så er det ellers frem med akvarieslangen eller andet man kan suge vandet op med.
Jeg gik en lang tur gennem området og fandt lidt forskelligt jeg kunne bruge til min tur på Humphreys Peak hvor jeg ville eksperimentere med at lave ild.
Da jeg kom tilbage til mine solar stills sidst på eftermiddagen, så kunne jeg virkelig se forskellen. Det jeg havde gravet i jorden havde vel produceret 1-2 dl vand, mens dem jeg havde lavet på de grønne grene havde produceret mindst det samme. Altså 3 x 1-2 dl vand, men det tog mig kun 5 min at lave dem.
Jeg ved godt hvilken metode jeg vil anvende hvis jeg er i en overlevelsessituation . Underligt nok er det i næsten alle tilfælde kun det i jorden der er beskrevet i de fleste overlevelsesmanualer, så “copy-paste” lever altså også i den verden. Det er tydeligt at se at der ikke er ret mange der rent faktisk har afprøvet tingene.
Jeg pakkede mine ting sammen og begav mig mod Base Camp igen. Da jeg kom tilbage var de andre ved at spise aftensmad og riste marshmallows over bålet.
Jeg havde spurgt dem om de ville med på Humphreys Peak, og det ville Sam, Troy og Rachel gerne. Men da jeg kiggede på tavlen kunne jeg se at det kun var Sam der ville med. Jeg spurgte de to andre hvorfor de ikke ville med alligevel, og fik svaret at de ikke regnede med at det ville tage så lang tid (5-8 timers klatring), og at de ikke mente de havde kræfterne til det.
Fint nok med mig, man skal jo kende sine begrænsninger . Det var også noget “nemmere” at vi kun er 2 der skal derop.
Det er faktisk noget af det værste der kan ske, hvis der er et par “hot-shots” der tror de kan det hele, og så spurter op på toppen, og måske bliver lidt overanstrengt, eller måske vrider de lige om på foden i deres hastværk. Når så vi lidt ældre indhenter dem, så skal vi til at støtte dem hele vejen ned igen, og så bliver der lagt ekstra pres på den gamle krop. Jeg ved hvad jeg taler om, her selv været et “hot-shot” 
. Men ærligt, så er det faktisk noget af det der ofte sker, og det kan faktisk gå rigtigt galt.
Jeg aftalte med Sam at vi skulle tage afsted ved 7 tiden i morgen, og så fik jeg lige en snak med Troy og Josh der ville rejse hjem fredag formiddag. Jeg ville sikre mig at de fik ryddet lidt op i området og sørget for at få samlet alt deres skrald, så jeg kunne køre det ind til byen og få det smidt ud.
Jeg kravlede i soveposen ved 10 tiden, efter at have pakket en lille rygsæk til i morgendagens strabadser, og have drukket næsten 2 liter vand.
TORSDAG 15 OKT 2009
Vågnede ved 6 tiden til endnu en totalt skyfri himmel. Jeg havde været på potten et par gange i løbet af natten på grund af alt det vand jeg havde drukket. Der er selvfølgelig en god grund til at jeg drak så meget vand i går.
Da jeg ved at jeg skal yde en del mere end normalt, og at jeg kommer til at svede en der, så kan jeg jo ligeså godt mætte min krop med vædske i forvejen. Jeg skal selvfølgelig også drikke omkring 1 l i løbet af de næste par timer, men for at være sikker på at kroppen indeholder så meget vand som muligt, så skal man begynde at mætte den mindst 12 timer før man skal yde noget ekstra.
Sam og jeg kørte mod Humphreys Peak lidt før klokken 7, og vi var der ved 8 tiden.
Vi fik lige justeret vores snørebånd og så var det ellers afsted over stok og sten.
Jeg har besteget bjerget for ca. 2 1/2 år siden, og der brugte vi ca. 3 1/2 time hver vej, og mine lunger var på vej ud af munden på mig allerede efter 10 minutter.
Det var måske fordi vi kun havde været i Flagstaff (og derfor ca. 7000 fods højde), i 2 dage før vi gjorde det. Der går normalt ca. 10 dage før man er akklatimiseret til højden og dermed også til den mindre andel af ilt i luften, der er til rådighed.
Selvom I kan høre mig puste som en gal på næste video, så er det altså ingenting i forhold til 2007, og det er mest på grund af iltmangel og ikke fordi jeg er træt.
Jeg kunne tydeligt mærke en stor forskel, eftersom jeg havde været her i 4 1/2 uge nu. Der var slet ikke den åndenød jeg mærkede for 2 1/2 år siden, og vi piskede faktisk opad, med en ret god fart. Det hjalp selvfølgelig også at der ikke var sne og is på ruten, som der var i 2007, men alligevel, der var en tydelig forskel.
Efter 2 timer kom vi over trægrænsen og kunne se toppen. Men alt snyder heroppe. Selvom den ser ud til at være rigtigt tæt på, så er der faktisk stadig ca. 40 minutters klatring tilbage. Der er ingen referencepunkter så afstandsbedømmelsen snyder utroligt meget. Dælme godt jeg har været heroppe en gang før, ellers kunne det gå hen og blive lidt træls.. Og dog, med den udsigt og perfekte vejr, så skal der vist en del til, før det bliver træls .
Jeg optog lige et par video-snaser, så I kan se hvad det er vi kravler i.
Så bliver det næsten ikke bedre video.
Efter 2 timer og 45 minutter var vi endelig på toppen og det var en fantsatisk udsigt. Vi kunne næsten ikke få armene ned igen.
Vi nød udstigten i en times tid mens vi spiste vores middagsmad og drak noget vand.
Herefter gik vi i gang med det vi egentligt var kommet for. Vi ville, til ære for Al Cornell, lave et hand-drill bål heroppe i 12633 ft højde. Vi havde spurgt Tony og Mike om de havde hørt om nogen der havde gjort det samme, men de havde aldrig hørt om det, og syntes det var fedt at vi gjorde det. Så det kan faktisk være første gang der nogensinde er lavet et hand-drill i 12633 ft højde i Arizona.
Den næste video er lidt lang, den viser hvor svært det faktisk er at lave ild så højt oppe, på grund af den manglende ilt. Men som I kan se så bliver der arbejdet for sagen.
Næste video viser kun da det endelig lykkedes os. Hvis I kigger efter når jeg rejser mig op, så kan i se hvor svimmel jeg faktisk blev af at anstrenge mig så forholdsvis lidt.
Efter at have lavet bålet, lavede jeg et par hurtige eksperimenter for at prøve at belaste kroppen lidt, og for at se hvor meget/lidt der skulle til før jeg blev svimmel. Det var ikke meget . Og ja, jeg opnåede da også at få mild højdesyge efter 2 timer på toppen. Det giver en dejlig fornemmelse af tømmermænd, men det var interessant at prøve det.
Vi begyndte nedturen, og gav den gas hele vejen ned, så det blev kun til et par enkelte billeder. Vi var nede efter 1 time og 45 minutter, så det var ikke så galt 
Vi var nede midt på eftermiddagen, og slubrede lige den sidste halve liter vand i os, før vi kørte mod Base Camp. For øvrigt, da vi kom ned til bilen lagde jeg min hat på taget, og bagefter satte vi os ind og slappede lidt af. Kørte selvfølgelig uden at få den med ind, så hvis der er nogen der kommer forbi parkeringspladsen ved Humphreys Peak, og finder den, så er det altså min 
. Damn, jeg var ellers super glad for den.
Vi kørte lige ind til Bookmans for at kigge på bøger (igen, igen) og så handlede vi ind før vi kørte til Base Camp. Vi kom derud ved 8 tiden, og jeg skal love for de andre havde haft travlt.
Der var ryddet totalt op, og de havde endda revet sandet foran de forskellige hogans. De havde også færdiggjort deres skind og var alle i godt humør. Dejligt at se, for vi havde alle været lidt “nede” over at vi var nødt til at afbryde vores solo-tur.
Sam og jeg var selvfølgelig i strålende humør, og Sam mente bestemt at turen på bjerget var noget af det bedste han nogensinde havde prøvet. Jeg kunne godt se de andre var lidt misundelige på os, men det var der jo ikke meget at gøre ved. Jeg talte kort med Sam om at vi nok skulle nedtone vores tur lidt, for ikke at virke alt for “overlegne” og det var han enig med mig i.
Vi hyggede omkring bålet til ved 10 tiden. Det var jo sidste aften med Josh og Troy. Så i morgen er det kun Sam, Rachel, Todd og mig selv tilbage.
Jeg kravlede i posen med en underlig fornemmelse. Det er ved at være slut på kurset, og jeg har faktisk ikke lyst til at tage hjem. Jo selvfølgelig vil jeg gerne hjem til Perlen og ungerne, men jeg kommer virkeligt til at savne det “outdoor-life” jeg har levet de sidste 5 uger. Vi har kun sovet indendøres i 5 nætter spredt ud over ugerne, og det har været 5 fantastiske uger som jeg aldrig vil glemme.
Jeg faldt i søvn med en lidt melankolsk stemning, men det er jo forståeligt nok.
FREDAG 16 OKT 2009
Jeg vågnede først ved 9 tiden, og stod op for at tage afsked med Troy og Josh der kørte ved 10 tiden.
Det var lidt svært at skulle sige farvel især til Johs. Gino, ham og jeg havde virkeligt et fantastisk sammenhold og vi hyggede os rigtigt meget sammen under hele kurset.
Jeg kørte ind til byen med Todd, der skulle handle ind til de næste 2-3 måneder, hvor han skulle bo ude i Base Camp. Jeg kørte igen ind til Bookmans for at kigge på bøger. Jeg er bange for at det ikke er alt jeg kan slæbe med hjem, igen.
Så der skal sorteres i bund i morgen på hotellet, så jeg ved hvad jeg kan smide ud eller give til Tony. Herefter skal alt bagagen vejes, og så må vi se hvor mange kg bøger der skal sendes til min søster i Texas. Jeg er så heldig at mine forældre skal besøge hende til jul, og så kan de jo slæbe dem hjem for mig .
Vi kørte tilbage sidst på eftermiddagen, og igen hyggede vi omkring bålet, før jeg tumlede i seng ved 11 tiden.
LØRDAG 17 OKT 2009
Vågnede ved 6 tiden ved at solens stråler varmede mit ansigt, og så kunne jeg jo lige så godt bare blive liggende i en times tid ekstra og nyde solen varme soveposen op 
.
Jeg havde aftalt med Rachel at jeg kørte hende ind på til et Hostel i Flagstaff, før jeg selv kørte på hotel, og så skal jeg køre hende til lufthavnen i morgen.
Jeg skal hente Sam i Base Camp i morgen også, for han rejser først til UK på tirsdag, så han ville godt lige have et par dage i byen.
Jeg var ved hotellet ved 13 tiden, og så var det ellers i gang med at sortere ting og tøj. Jeg fik vasket alt mit tøj, teltet og mine tasker, så de gram støvet og skidtet vejer ikke fik indflydelse på min totalvægt.
Efter jeg havde sorteret og vejet mine ting, så sorterede jeg virkelig i bund een gang mere. Jeg endte op med ca. 10 kg bøger for meget, og det er endda efter jeg har givet Tony min sovepose og en masse andet skrammel .
Hver taske af min hovedbagage vejer i forvejen 4 kg for meget, og min håndbagage vejer 8 kg, så jeg tør ikke tage eet gram mere med. Så det bliver lige en pakke på 10 kg til min mor og far..
Det var egentlig meningen at Tony, hans familie og jeg skulle spise sammen i aften, men både Tony og Holly er hårdt ramt af influenzaen nu. Deres børn er ved at være ovre det værste, men jeg vil ikke tage nogen chancer. Det vil være surt at sidde med feber på vej hjem i flyet, og så skulle ligge syg, samtidigt med jeg skal overvinde jetlaggen.
Så det blev til en omgang KFC til eftermiddagsmad og så en kæmpe omgang sushi til aftensmad. Mmmmm, dejligt.. Jeg slugte også lige et par kolde øl.. damn de smagte godt 
.
Da jeg var inde med Rachel, kørte vi lige forbi Tony og han sagde jeg bare kunne beholde bilen til mandag morgen, så ville han komme forbi og sige farvel til mig, for han var ikke mange sure sild værd, og regnede heller ikke med at blive det søndag.
Men vi kunne aftale nærmere når jeg kom forbi med Sam.
Jeg lå og så lidt fjersyn, og var lige en tur i badekarret i skolhedt vand, før jeg kravlede under dynen og faldt i søvn. Jeg skulle allerede op klokken halv 6 for at hente Rachel og køre hende til lufthavnen. Øv, hvorfor sagde jeg også ja til det .
SØNDAG 18 OKT 2009
Kom ud af fjerene og fik kørt Rachel til lufthavnen. Bagefter hentede jeg Sam i Base Camp. Vi fik begge sagt farvel til Todd, som skulle bo derude de næste 2-3 måneder.
Vi kørte forbi Tony, der virkelig lignede en hængt, våd kat, og jeg aftalte med ham at han kom forbi hotellet i morgen tidlig og hentede bilen. Mike ville også komme og køre mig til lufthavnen og for at sige farvel.
Jeg kørte Sam ind til Flagstaff, og fik sagt farvel til ham. Igen må jeg sige at det er meget hårdt at skulle sige farvel, endnu engang til en rigtig frisk fyr, men vi ses jo måske en gang i fremtiden, hvem ved.
Det er min sidste dag i Flagstaff, og heldigvis har næsten alle butikker åbent herovre i USA. Så jeg gik på jagt efter lidt gaver og så selvfølgelig en ny hat. Kunne ikke finde nogen hat, men fandt da et par gaver.
Spiste igen sushi til den store guldmedalje, og fik lige et par kolde fra kassen før jeg krøb under dynen med en kold cola og en pose popcorn 
MANDAG 19 OKT 2009
Tony kom forbi ved 8 tiden og vi fik snakket hele forløbet igennem. Han synes det lød som en rigtig god ide at Perlen og jeg søger om Green Card, og ville hjælpe os på alle måder hvis vi flytter derover.
Han havde et par gaver med til mig. Blandt andet en rigtig fed kniv som han havde brugt under hele kurset.
Jeg havde også et par ting til ham, og vi fik vendt verdenssituationen før Mike kom. Tiden var ved at blive så fremskreden at vi var nødt til at tage afsked, og der var da et støvkorn eller 2 der irriterede vores øjne da vi gav hinanden en stor krammer.
Det føles virkeligt hårdt at skulle sige farvel til en god ven, som jeg har oplevet så mange fantestiske ting med. Men det kan jo være at vi snart ses igen.. Hvem ved hvad fremtiden bringer .
Mike og jeg kørte mod lufthavnen og fik også sagt hurtigt farvel. Vi var ca. en 1/2 time forsinket, så der var lidt tryk på til sidst. Det er utroligt hvor let man tager på tiden, efter 5 uger i vildmarken, men flyveren venter jo ikke på mig.
Turen hjem var laaaaang. Jeg var først hjemme tirsdag 1745 og heldigvis stod Perlen klar i lufthavnen for at hente mig. Dejligt at se hende igen. Hun ser jo smuk ud som altid 
.
Familie, venner og kolleger.. Det var 5 af de bedste og mest indholdsrige uger af mit liv I alle har fået indsigt i. Jeg har ikke beskrevet nær alle de oplevelser jeg har haft herovre, det vil simpelthen tage for lang tid, men de er ikke få..
Jeg har en masse følelser og oplevelser jeg vil gemme for mig selv og Perlen, der har set mange af tingene og været i en del af de samme områder som jeg, så det håber jeg at I accepterer.
Mange varme hilsner
Claus
Posted 3 months ago at 19:39. Add a comment
Uge 4 på 5 Week Primitive Living Skills Course.
MANDAG 05 OKT 2009
Stod op ved 8 tiden. I dag skal vi på en field trip til Verde River. Ikke det sted jeg skulle have været sat ud, men et område med træ som vi skal bruge til at lave buer af. Vi har tidligere indsamlet træ til pile, og har lavet pilespidser af obsidian. Jeg er ikke sikker på om jeg vil lave en bue på onsdag, eller om jeg vil bruge lidt mere tid på at træne at lave ild og fælder.
Vi kørte først gennem byen Cottonwood, og stoppede lige ved endnu en antikforretning. Damn jeg tror Perlen ville gå amok herovre, så jeg må hellere undlade at tage billeder. Men butikken har alt mellem himmel og jord, ligesom de andre antik-butikker vi har været inde i.
Lidt senere kørte vi til Tuzigoot National Monument.
Et flot sted hvor Sinagua stammen levede i næsten 400 år indtil ca. 1400 tallet. De forlod den pueblo uden at efterlade sig noget spor, og der er ingen der ved hvorfor de forlod den, og hvad der blev af dem. Det kan måske skyldes mangel på regn eller sygdom. Men hold da maule en udsigt de har haft, året rundt.
Ved middagstid tog vi ned til Verde River for at indsamle træ til vores buer, og for at holde middagspause. Mike kaldte mig over, han havde fundet en vandmelon.
Sjovt at de bare vokser vildt nogle steder herovre. vi har en del bedre vejr i dag. Næsten ingen skyer og vinden har også stilnet meget af, så det er bare perfekt vejr.
Jeg var selvfølgelig nødt til at smage på vandet igen. Har ikke brugt vandrensning mens jeg har været herovre, og har ingen problemer haft.
Mens vi gik rundt ved floden fortalte både Tony og Mike om de forskellige planter og hvad de kunne bruges til.
Vi prøvede at tænde op med indmaden fra dunhammer, og selvom vi sagde til Gino at det ville flamme op så skulle han selvfølgelig prøve.
Se selv videoen og lyt lige til hvad han siger i starten. Han er nemlig allerede én gang faldet i vandet med Iphone og hele molevitten.
Over middag kørte vi til Jerome, der er en by der ligger 1 mile over havets overflade, så der er bare en perfekt udsigt deroppefra. Jerome er en gammel mineby der blev forladt i starten af 1920erne, og derefter blev den overtaget af hippier og kunstnere i 60’erne. Så det er lidt ”alternative” personer der bor heroppe.
Jeg så en lille skorpion i græsset, lige for vi kørte herfra ved 16 tiden, så nu er noget af det eneste jeg mangler at se kun en klapperslange og en venstrehåndet grizzlybjørn. Skorpionen kan være lidt svær at se på billedet, men man kan lige se dens ben midt i billedet.
Jeg gik allerede i seng ved 20 tiden, der er efterhånden så mange ting, oplevelser og indtryk i mit hoved at jeg nogle gange føler mig rigtigt træt. Jeg skal dog skynde mig at sige at det er positive ting der fylder mit hoved, så det bliver hårdt at skulle forlade USA efter denne tur. Men det tror jeg at vi er flere i familien der synes. Ikk’ Perle?
TIRSDAG 06 OKT 2009
Vågnede efter en dejlig nats søvn i en blød seng. Eller den var kun dejlig indtil jeg skulle på. Damn min ryg kan ikke li at sove i en blød seng, efter at have været vant til at sove på jorden i 3 uger. Vi ryddede op i hytten, og Tony kom og hentede os ved 9 tiden.
Vi kørte ud til Base Camp, hvor vi gik i gang med vores huder igen. Mit er snart færdigt, men mangler at blive røget, så det får den flotte rødlige farve. Og så skal det måske have en tur i æggebadet og en 2 timers strækketur bagefter. Men det ved jeg først når det er røget.
Jeg fik støvet mine tasker af, og sat mit telt op, så jeg har min egen base igen. Dejligt at være ”hjemme” igen, savner bare Perlen og ungerne.
Chris forlod os pludseligt i forgårs. I forvejen havde han ikke rigtigt snakket så meget med os, og holdt sig altid i baggrunden, og han var måske ikke helt på det rene med hvad det var han gik ind til.
Ikke engang Tony viste hvorfor han pludselig besluttede sig for at forlade os. Der er ingen tvivl om at det er hårdt for psyken at være ”off the grid” i længere tid af gangen, så det kunne være forklaringen. Men det er også utroligt lærerigt at prøve dette. Man får sat rigtigt mange ting i perspektiv, og det er måske ikke alt man normalt mener der er vigtigt, der er så vigtigt herude.
Derfor glæder jeg mig især til vores solo tur i næste uge. Bare det at være totalt alene i 4 dage, og skulle klare sig selv uden hjælp udefra, med et minimum af hjælpemidler. Det bliver dælme spændende. Det er i øvrigt noget jeg mener at alle personer der risikere at blive isoleret under en mission i feks. Afghanistan burde prøve. Både for at teste fysikken men især for at teste psyken. Det er ikke altid sjovt at ligge totalt alene og lytte til alle lydene i den kulsorte nat. Og det faktum at enhver handling, eller mangel på samme, har en umiddelbar konsekvens synes jeg er meget facinerende. Man er hele tiden nødt til at tænke fremad og prøve at minimere sit energiforbrug. Og når man har prøvet at skulle overleve som enkeltperson, så er det ligegodt noget nemmere at overleve som en gruppe. Desuden får man ”afprøvet” sin egen psyke, og finder måske ud af at det ikke er så sjovt endda at være herude.
Jeg er klar over at det ikke er alle i Forsvaret der er enige med mig. Jeg har endda været ude for at der er nogen der mener at man sagtens kan træne sådanne ting hjemme i Danmark, hvor de største farer vel er en vildfaren malkeko og et stødhegn. Modsat slanger, skorpioner, oversvømmelse, hedeslag, mangel på vand og føde, totalt ensomhed og en masse andre ting herovre.
Det er sjovt nok ofte de samme mennesker der har holdningen;
”Vi behøver ikke træne overlevelse alene i ørken/bjerg miljø, for der er jo ikke sket noget under de missioner vi allerede har været udsendt på”.
De skulle bare vide hvor vigtigt det er. Men det er jo ”bare” min holdning… Jeg ved jo ikke bedre.
Nok med de ikke så positive tanker, men de skulle jo ud…
Om eftermiddagen lavede jeg en navigationstur for Geno, som vi skal gå i morgen. Både i dagslys og om natten. Geno er totalt uerfaren med navigering, så det er dejligt at kunne få lov til at lærer lidt fra sig.
Sam, Troy og Rachel fik røget deres skind her til aften, og de kom til at se rigtigt flotte ud.
Mike lavede aftensmad, og igen ved 20 tiden drønede de fleste af os i seng.
ONSDAG 07 OKT 2009
Vågnede et par gange i løbet af natten på grund af regnen. Heldigvis væltede det ikke ned i stride strømme, det var bare en stille silen af regndråber. Til gengæld var den iskold, så jeg var nødt til at tage min noller-hue på, for at holde varmen.
Til formiddag lavede Tony en ”work-shop” hvor man kunne lære at lave en bue. Der var 4 fra holdet der gik i gang med det. Jeg koncentrerede mig om at lave ild på forskellige måder, og så i at fremstille fælder.
Over middag tog jeg Gino med ud på min navigationstur, som jeg lavede i går. Han har aldrig arbejdet med kort og kompas før, selvom han har ”hiket” en del i Californien. Så det var fedt at kunne lærer ham nogen af de tricks jeg selv har lært-
Da vi kom hjem fra turen, skulle vi til at ryge mit skind. Jeg er super spændt på hvordan det kommer til at se ud, når det er færdigt.
Det skulle ryges i en lille time, og jeg brugte igen tiden på at øve primitiv fremstilling af ild og fælder.
Da mit skind var færdigt og jeg fik det pakket ud havde det en kanon flot orange farve. Jeg er ikke sikker på om jeg vil anvende det til noget specielt, eller om det skal op og hænge på væggen når jeg kommer hjem. Det må jeg tale lidt med Perlen om.
Til aftensmad lavede vi ørred, som vi bagte i gløderne. Ørreden blev pakket ind i ler, og så placeret i gløderne.
Vi lavede også 3 ørred som vi spiddede på en pind og de blev også placeret over gløderne.
Som tilbehør lavede vi en masse grøntsager, hakket kød og krydderier, der blev blandet i en pose af alufolie, og så placeret i gløderne i ca. 30 minutter. Damn maden smagte godt, da den var færdig.
Ved 20 tiden var det bælgravende mørkt. Gino og jeg startede ud på samme navigationstur som vi havde gået om dagen. Nu var det bare bullermørkt, og derfor lidt mere krævende. Det gik faktisk forbløffende godt for Gino. Så enten er han hurtig til at opfatte og lære tingene eller så er jeg god til at lære fra mig..Vælg selv.
Under turen skete der noget underligt. Én af posterne var den 1000 år gamle indianerhule, jeg har skrevet om tidligerer. Da vi stod ved den, og Gino var i gang med at finde retningen til næste post, så fik jeg en sms fra Perlen, hvor der stod nogle søde ord.
Det var der ikke noget underligt i, men det underlige var at der ikke er mobilforbindelse i det område. Jeg skal normalt gå 30 min i den modsatte retning for at få forbindelse. Umiddelbart efter jeg fik sms’en, og fik svaret på den, forsvant forbindelsen igen og den kom ikke tilbage. Meget underligt, men fedt at få sådan en sms på lige nøjagtigt det sted, og så under en stjerneklar himmel. EDFE Perle!
Vi var tilbage ved 22 tiden, og alle var gået på finnen, så vi gjorde det samme. Jeg lå og tænkte meget på Perlen før jeg faldt i søvn, kan jeg godt betro Jer..
TORSDAG 08 OKT 2009
I dag er en klargøringsdag til den kommende uge. Vi kører op til Hopi indianerne i morgen tidligt, og bruger hele dagen deroppe. Derefter kører vi til Apache National Monument hvor vi skal overnatte. Det bliver fedt..
I den kommende uge skal vi på vores 4 dages solo-tur, så det glæder jeg mig meget til at opleve og skrive om.
Vi kommer tilbage til Base Camp næste fredag, hvor vi har aflsutningsmiddag, og så kører vi ind til Flagstaff på lørdag d. 17 OKT, hvor jeg håber jeg har kræfter til at opdaterer siden igen..
Lige et billede af Humphreys Peak som jeg tog her til morgen.. Nu er der sne deroppe. Her vil jeg godt bo resten af livet…
Vi ses om ca. 9 dage, når jeg kommer ind til byen, for endelig at kunne slappe af
FREDAG 09 OKT 2009
Stod op 0530 til endnu en fantastisk solopgang.
Jeg havde brugt det meste af eftermiddagen, i går, til at vurdere hvad jeg skulle have med og så ellers få det pakket ordentligt. Jeg gik tidligt i seng (ved 19 tiden), så jeg var frisk som en havørn.
Vi fik lukket lejren ned og kørte mod Second Mesa, hvor vi skulle møde EJ der er HOPI indianer, ved 7 tiden, så han kan fortælle os om deres traditioner og måde at leve på.
Jeg skal i øvrigt møde med EJ’s søn, Elmer Jr. der har lavet nogle smykker til Perlen og mig. Det er altid lidt “federe” at købe tingene direkte af dem der fremstiller det. Både fordi det er mere “autentisk”, så der kan ikke snydes med hvem der har fremstillet det, og så er det selvfølgelig meget billigere . Ud over at være en behagelig person, så er Elmer Satala en meget respekteret og kendt sølvsmed i store dele af USA. I kan jo selv lige se noget af hans håndværk.
Elmer og hans “hustru” Monica. De er “kun” gift i kirken, og endnu ikke som Hopi traditionerne foreskriver, så de er ikke “rigtigt” gift ifølge EJ.
På vej til Hopi indianerne kan jeg ikke lade være med, igen, at overvældes af naturen. Især i reservaterne er naturen pragtfuld. Jeg kan godt forstå at indianerne valgte disse steder at bo.
Det er desværre ikke tilladt at tage billeder eller tegne skitser af området i Hopi reservatet. Det er blandt andet fordi der tidligere er turister og andre der har videofilmet og offentliggjort deres forskellige rituelle handlinger og danse, og det respektere jeg selvfølgelig.
Jeg mødtes med Elmer Jr. for at få smykkerne. Vi talte lidt om Perlen’s og mine fremtidsplaner, det er jo med at få sået så mange frø som muligt, og bagefter sluttede jeg mig til resten af gruppen igen. 
Halssmykket indeholder mit logo af poteaftrykket fra en los. Derudover har Elmer Jr. indsat en sky, der symbolisere regn som er lig med vand, der er lig med liv.
I nederste venstre hjørne har han placeret en bede-fjer.
Perlens ring har poteaftrykket fra en los på den ene side.
Symbolet på vand (og dermed liv) på den anden side
På forsiden har Perlen selv valg at symbolet på solen skulle placeres. Et utroligt flot stykke arbejde, og der er nok en ordre eller to mere på vej til ham.
EJ gik straks i gang med at fortælle en masse historie”r om Hopi indianerne og deres traditioner.
Perlen og EJ fra et tidligere møde.
Han svarede på de fleste af vores spørgsmål, ofte med en masse tillægs-oplysninger, for Hopi indianerne svarer sjældent direkte på spørgsmålene. Så det blev af og til nogle super lange, men meget interessante svar han gav os. Nogle af spørgsmålene ville han dog ikke svare på, for det er ikke alle informationer som Hopi indianerne vil dele med “den hvide mand” eller “Bahana”, som vi kaldes heroppe.
Midt på eftermiddagen kørte vi mod Navajo National Monument, hvor vi skulle overnatte. Et fantastisk flot sted, der ifølge indianerne indeholder “great medicine”.
Igen en fantastisk flot solnedgang.
LØRDAG 10 OKT 2009
Jeg sov på klipperne, selvom det blev lidt koldt lige før solopgang. Det var en kanon flot syn at se solen stige op over klipperne og varme min sovepose og mig godt igennem.
Jeg gik et stykke ned af klippesiden og fandt et par små tanaha’s. Igen smagte vandet dejligt koldt og forfriskende selvom jeg har nollerhatten på.
Vi besøgte desværre ikke selve puebloen hvor Hopi indianerne boede for over 100 år siden, det ville være en tur på næsten 15 km hver vej. Så det må jeg have til gode til næste gang. Der var heldigvis mulighed for at se den oppefra kanten af kløften.
Ja det hedder Navajo National Monument selvom det var beboet af Hopi indianerne. Hvorfor? Den historie må I vente med at få til vi sidder omkring bålet en mørk og stjerneklar aften.
Efter morgenmaden kørte vi mod Cottonwood Wash, og det betød selvfølgelig en tur gennem Monument Valley, før vi ankom til området midt på eftermiddagen.
Jeg vil lade billederne tale for sig selv, på vores tur gennem Monument Valley. Det er simpelthen så overvældende flot at man skal være der for at forstå det .
Tony viste os rundt i området hvor vi skal være den næste uges tid. De første par dage skal vi bruge på at blive fortrolige med området, og vide hvor vi kan finde vand og føde.
Jeg fandt spor efter en del forskellige dyr, så der er nok at spise i området. Fandt også et par tanaha’s der smagte godt.
Heldigvis var Mike med, og kunne lige oplyse os om at den plante af Datura familien, I ser herunder er serdeles giftig. Det er nok at røre bladene og så stikke fingerene i munden. Herefter er man sikker på at hallicuanere og er man rigtig heldig så bliver man så syg at man dør af det. Så det er ikke for børn at bevæge sig rundt herover. Ikke nok med at der er større dyr, slanger og edderkopper der kan være farlige. Nogle af planterne er det dælme også 
Efter turen begyndte det at blive mørkt. Bælgmørkt!. Så vi startede et bål i hulen hvor vi kunne overnatte hvis vi havde lyst. Vi hyggede lidt omkring bålet og trimlede i seng ved 21 tiden.
Jeg fandt igen et sted på klipperne hvor jeg kunne sove, og nød så den fantastiske solnedgang og den strålende klare stjernehimmel med mælkevejen som en bred stribe af stjerner. Jeg nåede vist lige at tænke lidt på Perlen og ungerne før jeg faldt i søvn.
SØNDAG 11 OKT 2009
I dag har vi fået besøg af Jerry Ward der ud over at være ejer af en våbenforretning “Blue Mountain Gunworks”, så er han også jæger. Ikke i den traditionelle forstand som vi kender det fra Danmark med riffel osv.
Næææ, Jerry er “trapper”. Han opsporer de dyr han vil dræbe og så opsætter han fælder. Han er i stand til at “læse” terrænnet og “se” hvor dyrene bevæger sig. Han gør det dog kun fordi han synes det er dejligt at bevæge sig ude i naturen, ikke for pengenes skyld. Der er ligesom lidt mere “cowboy” over det, istedet for at skyde et dyr på længere afstand .
Han havde en bæver med, som han havde fanget for et par dage siden. Han bruger kun skindet fra dem, og sælger dem på en auktion. I øjeblikket får han i gennemsnit ca. 18 USD pr. skind, så det er som sagt ikke økonomien der driver værket.
Som I kan se på billederne så skal bæveren pelses og bagefter skal skindet skrabes rent og spændes ud så det bliver rigtigt flot og lækkert. Et arbejde der tager Jerry et par timer, så timelønnen er ikke særlig høj.
Husk på at der også skal lægges den tid til han bruger på at opspore dyrene og opsætte fælderne.
Midt under det hele lande der en bi på Sam’s hat. Nej, det er ikke fusk eller noget, den er faktisk så monster stor som I ser på billederne. Yiekss
Han fortalte os en masse om opsporing af dyr (og mennesker) og hvordan vi kunne anvende de forskellige fælder. Især hvordan vi skulle sætte dem op, så dyrene ikke fik mistanke til at det var en menneskeskabt fælde de var ved at gå i, blev gennemgået meget detaljeret. Prøv engang at se på billederne hvordan fælden forsvinder på grund af camouflagen.
Ja hvor blev trykpladen af?
Han forklarede også hvordan man brugte forskellige dufte for at lokke dyrene ind i fælden.
Utroligt spændende og interessant. Især fordi Jerry slet ikke opfører sig som han “ser ud til”. Han slæber rundt på et par pistoler, der selvfølgelig er ladte og så havde han en riffel eller 2 bag sædet. Men han var en utrolig behagelig person at tale med, og så var han super professionel omkring hans hobby og hans job som våbenhandler.
Vi gik en tur med ham i terrænet og han gav os en masse tips om hvor man kunne opsætte fælderne.
Vi fandt også et område med indianske tegn ridset ind i klipperne. Håber I kan se dem på billederne.
Vi kom til et område med nogle forskellige spor. Det nederste er fra en bobcat (los) og sjovt nok så blev det øverste slet ikke kommenteret. Jeg hev fat i Jerry og spurgte ham om det ikke var fra en b…….., det bekræftede han, men synes ikke der var nogen grund til at gøre de andre kursister urolige. Men I kan jo selv gætte på hvad det er for et dyr der har afsat det. I kender jo størrelsen på det nederste dyr.
Han brugte hele dagen med os, og ville selvfølgelig gerne overnatte sammen med os, så han kunne bruge lidt tid omkring bålet og fortælle historier. Jeg fik da også skabt mig endnu en kontakt, så det bliver nemmere at få en billig pistol eller hvad jeg nu har lyst til, når den tid kommer .
Vi havde endnu en kanon flot solnedgang, og Mike lavede en god omgang mad til os. Selvfølgelig brugte vi kødet fra bæveren, og nej den smager IKKE af kylling .
Igen hyggede vi omkring bålet, og hvis I kigger godt efter kan man faktisk se Karlsvognen på det sidste billede.
Det var slut på uge 4.
Uge 5 bliver uploadet så snart jeg er i Danmark. Kurset fik desværre en brat og sørgelig slutning i starten af ugen, men det kan I læse mere om når den bliver uploadet.
Posted 3 months ago at 19:38. Add a comment
Uge 3 på 5 Week Primitive Living Skills Course.
MANDAG 28 SEP 2009
En dag uden det store halløj. Efter vi forlod vores hostel ved 11 tiden, så hang jeg ud i Bookmans for at opdatere hjemmesiden . Jeg fik da spist middags og aftensmad ved Burger King og McDonalds.. Uuuuundskyld Perle.. Ved 19 tiden kom Mike for at hente os, og vi kørte ud til ham. Vi skal være hos Mike og hans kone Melanie i de næste 2 dage for at lære hvordan vi bruger naturens planter til at lave forskellige cremer, dråber og forskellige typer af urtete. Mike vil også fortælle os om de forskellige planters virkning på kroppen og dens organer. Super spændende..
TIRSDAG 29 SEP 2009
Efter at have sovet meget tungt på Mike og Melanies stuegulv, gik Mike i gang med at lære os om urtemedicin.
Vi fremstillede og smagte på en masse forskellig typer af urte-te. Både varme og kolde.
Vi fremstillede hostesaft, og forskellige typer af creme. Det var virkeligt spændende. Især det faktum at prisen, når man selv fremstiller tingene, er omkring 1/10 eller 1/5 af hvad det koster i helsekostforretningerne, og så kan man selv blande de forskellige urter.
Sindssygt spændende, osær fordi Mike virkeligt ved hvad han taler om.
Jeg må indrømme at vi blev noget sløve af at smage på de forskellige urter som Osha og Hops..Så jeg gik tidligt i seng, men først fik jeg lige sendt nogle sms til Perlen, for at fortælle hvor meget jeg savner hende og ungerne..
ONSDAG 30 SEP 2009
Onsdag skulle vi på en field trip sammen med Mike for at se de forskellige brugbare planter i naturen. Vi kørte til et af hans ”hemmelige” steder for at se på blandt Yarrow, der kan bruges til at stoppe blødninger med.
Så også Mullen, der kan bruges som ”firestick” når vi skal lave hand-drill. Bladene fra Mullen kan også bruges mod problemer i brystregionen, herunder astma, hoste osv.
Nogle ryger bladene, der skulle give en beroligende virkning. Selve blomsten blandet med olie, kan dryppes i øret, som lindring for øreinfektion. En utroligt alsidig plante.
Vi så også et par træer der var blevet ramt af lynet. Som i kan se så er der kommet en lang revne i stammen, og det er ikke altid træet dør af lynnedslaget.
Mike viste os også et sted med vindrueranker. Det kan nok være at vi fik spist nogle druer. Ummmm. Vi fandt også Hops, der virker søvndyssende, og åd en håndfuld af dem..
Senere på dagen kørte vi til Sedona, og gik en lang tur i naturen. Igen havde jeg svært ved at holde skuffen lukket, for damn hvor er her flot.. Vi er ved at få ”øjne” for at se de små og spændende ting rundt omkring, så vi spottede hurtigt et par slanger..
Slange 1 video – Slange 2 video
Jeg vil igen lade billederne fortælle “historien”. Jeg har eksperimenteret lidt med farverne, for at give det et western look. Men damn det var flot..
Stille vand video
Vi brugte det meste af eftermiddagen i Sedona området, og kørte derefter til vores Base Camp. Vi passerede gennem Flagstaff på vores vej tilbage, og jeg var liiiige nødt til at købe noget sushi. Perlen havde nemlig skrevet til mig, for et par dage siden, at hun havde voldædt en masse sushi. Så jeg var rimeligt misundelig på hende. Så jeg sidder her i teltet og spiser 9 stykker sushi til 35 kroner.
Det må i øvrigt have blæst en del her, i den uge vi har været væk. Mine tasker og indersiden af teltet var dækket med støv, og nogle af de andres telte var blæst væk. Heldigvis ikke længere end de kunne finde dem igen.
Jeg kravlede i posen allerede ved halv syv tiden, som de fleste andre tror jeg. Den Hops virkede åbenbart bedre end vi troede. Jeg lå og læste en bog der hed ”Pages from Hopi History”. En super spændende og interessant bog, især fordi vi skal besøge Hopi indianerne på næste fredag.
Jeg vågnede ved 3-4 tiden om natten og frøs som en lille hund. Jeg var nødt til at tage en t-shirt og hue på, for at kunne falde i søvn igen. Temperaturen er faldet til under frysepunktet om natten, i den uge vi har været væk. Brrrr.
TORSDAG 01 OKT 2009
Vågnede ved solopgang, men blev i posen indtil klokken 8. Tony er ikke kommet endnu, han skal sandsynligvis først have hentet de huder vi skal garve de næste 2 dage.
Jeg gik ned i den store hogan og talte med et par af de andre. Der var en lidt nedtrykt stemning, for vi er nu mere end halvvejs gennem kurset, og vi synes alle at tiden går alt for hurtigt. Men sådan er det jo desværre når man beskæftiger sig med noget man virkelig brænder for. Vi må bare få det bedste ud af den sidste tid.
Vi havde for øvrigt fået besøg af Tod Anderson. En fyr der havde været på Tonys 9 ugers kursus for 3 år siden, og han havde siden levet i skovene og på landevejen. Han har sikket nogle gode historier at fortælle os.
Tod spiller på jøde-harpe video
Tony kom ved halv ti tiden, og forklarede hvordan vi nu skulle garve vores huder de næste 2 dage. Det bliver hårdt arbejde fra tidlig morgen til sen aften.
Vi talte også lidt om hvad vi alle skulle lave på vores ”Independent Week”. Vi har flyttet det område jeg skulla være i, fra Cottonwood Wash i Utah, til Verde River her i Arizona. Det er både fordi at de US soldater Tony skulle have undervist i Utah har meldt afbud, men også fordi de sidste 4 dage i sidste uge bliver solo i netop Cottonwood Wash. Så for det ikke skulle blive for ”nemt” for mig, i den sidste uge, så har vi valgt et andet sted.
Her er lidt billeder fra vores arbejde med at garve huderne.
Som I kan se på billederne så går det ud på at skrabe de forskellige lag af hår og hud, af skindene. Det tager ca. 2 dage før man har et brugbart skind, så nu må vi se i morgen eller overmorgen.
Sidst på eftermiddagen tændte vi op i den store stenovn og Tony lavede fadkotteletter med æblesovs. Bagefter var det på hovedet i seng. Dødtræt og vel vidende at vi skulle “back to the grind” i morgen..
FREDAG 02 OKT 2009
Som I kan se på billederne så er det nøjagtigt det samme vi laver i dag med huderne, damn det er hårdt arbejde. Efter alt kød, fedtstumper og hår er skrabet af, så skal skindet lægges i blød i æg og vand. I gamle dage brugte man dyrehjerner til dette. Dette gøres for at olien skal trænge ind i skindet og blødgøre det. Man skal lægge det i blød, vride det og strække det mindst 14 gange. Hver del tager et par minutter og man skal virkeligt bruge armkræfterne for at strække skindet.
Som I kan se på det øverste billede så er mit skind skrumpet batragteligt ind. Der er flere grunde til det. For det første så var mit skind fra en ged, og de er noget sværer at arbejde med end fra antilope eller rådyr. For det andet så var der nogle huller i det, som jeg skar væk. Og så selvfølgelig for det treide, jo mindre skind, jo mindre arbejde. hehe.. Jeg tror det bliver til en rigtig fin lille pose, når jeg bliver færdig med det.
Klokken er nu tæt på 7 om aftnen og vi er totalt mørbanket i kroppen. Der var, igen, en fantastisk solnedgang som I lige får et billede af her.
Her til aften er mit skind endelig ved at ligne noget. Jeg bliver dog nødt til at arejde lidt videre med det i morgen… Gaaaab.
LØRDAG 03 OKT 2009
Jeg tager på 4 dages solo eventyr omkring Verde River i morgen, så jeg er bare lige inde for at få et langt bad, vaske tøj og så lige opdatere siden her.
Jeg regner med at kunne opdatere siden igen, på torsdag, og så skulle der helst være noget mere “kød” på.. Jeg vil se om jeg kan lave sådan en himstergims som Les Stroud bruger. Altså at placere mit kamera på en pind eller andet, så jeg kan tage nogle billeder af mig selv når jeg arbejder..
SØNDAG 04 OKT 2009
Øv, øv, øv… På grund af vinde med en hastighed på mere end 65 miles/h (100 km/t), der skulle komme ind over det meste af Arizona de næste par dage, så har vi, af sikkerhedshensyn, været nødt til at lukke lejren ned.
Vi er kørt ind til Flagstaff, hvor vi skal være indtil tirsdag. Så min tur er også aflyst. Var ellers klar med rygsæk, fælder og alt muligt andet spændende som man må bruge herovre .
Men det er simpelthen for farligt at være alene i skoven når det stormer som det vil komme til de næste 48 timer. Som Tony sagde, så vil jeg sandsynligvis ligge krøllet sammen i en lille klippehule, uden mulighed for at jage, fiske eller tænde bål. Og det ville der jo ikke være meget spas ved. Så i næste uge når vi tager til Cottonwood Wash i Utah, så vil han smide mig ud et totalt øde sted, så jeg får prøvet at være helt alene.
Jeg lagde godtnok mærke til at der blæste en stiv pelikan i går aftes, og at det tog til i løbet af natten. De fleste af de andre har ikke sovet i nat, men søgte ly i den store hogan. Jeg fandt dem siddende omkring bålet her til morgen ved 6 tiden. I kan jo se forskellen på billedet fra i går og så det jeg har taget i dag af bjergene.
Bjergene i går:
Bjergene i dag:
Og måske kan I få en fornmmelse af vinden her på videoerne. Der blæser “kun” ca. 30 miles/h, altså ca. halvdelen af hvad der er lovet i løbet af de næste 48 timer.
Pelikan video 1 – Pelikan video 2
Vi vil bruge tiden herinde på at finpudse de “skills” vi allerede har lært. Blandt andet hand drill og andre måder at lave ild på. Desuden har vi taget vores skind med herind, som vi så vil behandle endnu mere, så de bliver super bløde..
Vi ses snart igen..
Posted 3 months ago at 19:37. Add a comment
Uge 2 på 5 Week Primitive Living Skills Course.
MANDAG 21 SEP 2009
Vågnede ved 6 tiden og vaklede straks ned for at se til mine fælder. Grrrr, der var totalt tømt på maddingsiden, men ingen dyr i fælderne. Den ene af mine fælder var udløst, men ikke helt korrekt, så der har jeg været lidt for sløset med at sætte den op, og måske gået glip af en fed ørkenrotte, øv. Men jeg har da i det mindste fundet det rigtige sted, nu skal jeg bare ”tweake” fælderne så de klapper ned over nakken på dyrene..
Sam havde fanget en mus og en ørkenrotte. Musen smed vi væk igen på grund af Hanta virus, men rotten blev ristet over bålet for at svide hår og lopper væk. Bagefter rensede han rotten og den blev hængt op for at tørre i solen, så den bliver som beef-jerky.
Bagefter gik vi i gang med at skære frugterne fra Prickley Pear kaktussen i 2 halvdele, for derefter at lade dem tørre i solen. Det var de frugter vi indsamlede for et par dage siden i Mesa Verde. Vi har brugt de sidste par aftner på at riste dem over bålet for at fjerne de små pigge der kaldes ”glockets”. De er tynde som et hårstrå og hænger fast i alt. Fingre, tunge og gane. Ja alt hvad de kommer i kontakt med.. Av-av-av.
Mike Masek fik også lige undervist os i hvordan man fletter et net, til at bære forskellige ting i. For eksempel vores vandflasker eller andet.
Over middag tog vi på en ”field trip” til det der kaldes Inner Basin ved Humphreys Peak. Det er det område der er tilbage efter et kæmpe vulkanudbrud for mange millioner af år siden, så man kan sige at vi bevægede os inden i en gammel vulkan. Super spændende.
Det var dog mest for at blive mere bekendt med de forskellige planter og træer der findes i området. Men også for at prøve virkningen på kroppen ved at bevæge sig i 10.000 fod’s højde. Det er dælme hårdt for åndedræddet. Jeg fik også lige lejlighed for at få mobilforbindelse til Nanna og ønske hende tillykke med fødselsdagen, godt jeg ikke havde glemt den. Ellers havde jeg nok fået hug når jeg kom hjem.
Da vi kom hjem ved 18 tiden fortsatte vi med at færdiggøre de forskellige ”tools” og fælder vi skal bruge på vores walkabout i overmorgen. Efter den flotte solnedgang, drønede jeg ned for at se til mine fælder.. Øv-øv-øv. Igen havde de djævelske dyr taget al min madding men var ikke blevet mast flade af fælderne. Bedre held næste gang, og så på hovedet i seng på tom mave, næsten, og totalt mørbanket efter de 4 timers vandretur i bjergene. Men jeg må samtidigt sige at det er en kanon fornemmelse at have set, og kunne genkende, alle de forskellige planter og træsorter der er i området. Og så er det fedt at gå rundt med Mike, der altid er i godt humør. Men på den anden side, så er der svært at være i dårligt humør når man bevæger sig rundt i et område som dette. Der er for øvrigt omkring 2-3 meters sne heroppe om vinteren. Så hvis Perlen og jeg flytter hertil, så skal jeg have lært at stå på ski.
Jeg fandt for øvrigt nogle friske ”efterladenskaber” fra en elg. Og I får lige endnu en solnedgang lige i masken.
TIRSDAG 22 SEP 2009
I dag var lidt af en ”off day”. Vi brugte lidt af formiddagen på at tale om overlevelse, og jeg fremviste mit overlvelses-sæt. Jeg fortalte også lidt om mine erfaringer fra SERE Instructor Course(Survival, Escape & Evasion, Resistance, Extraction) i Sverige. Det var noget der tog kegler, for alle de andre elever har ikke prøvet noget der tilnærmelsesvis ligner det.
Ved middagtid var vi nogle stykker der tog ind til Flagstaff for at vaske tøj, blandt andet Geno fra Los Angles.
Jeg fik lige opdateret siden her, og rettet problemerne med videoerne.
Vi kørte tilbage til lejren ved 15 tiden for at pakke til vores walkabout i morgen, og så for at ”lukke” lejren ned. Vi kommer først tilbage til den på onsdag d. 29.
Klokken er nu tæt på 23 og jeg vil kravle på rygfinnen. Jeg kan nok lige nå at lytte til dyrene der bevæger sig rundt udenfor, før jeg falder i søvn og forhåbentligt drømmer om Perlen…
Fælderne? Dem snakker vi ikke om!!
ONSDAG 23 SEP 2009
Stod op ved 0530 tiden for at pakke de sidste ting.
Fik en hurtig omgang morgenmad, og kørte fra lejren ved 0730 tiden. Vi var forbi Tony’s hus for at aflevere den bagage vi skal bruge i byen næste uge. Tony fortalte os at de ville blive ned til -5°C i Sycamore Canyon, så vi skulle tage vores soveposer med. Jeg lavede en hurtig omrokering, så jeg kunne have det hele i én rygsæk.
Vi kom til det samme område som jeg havde været i på kurset i 2007, så det var rimeligt velkendt for mig.
Efter en kort rundvisning gik vi i gang med at lave en fyrrenåle seng. Det tog ikke mere end en lille times tid, for der var masser af træ og fyrrenåle i området.
Solen skinner fra en skyfri himmel, og nåletræerne skærmer for næsten al vind, så det er bare fedt at være her i skoven og nyde duftene og alle indtrykkene.
Jeg har aftalt med Tony at jeg kun spiser det jeg selv kan fange eller finde på denne 5 dages walkabout. Så kan jeg få testet hvordan kroppen og hjernen reagere på manglen af mad. Jeg vil hellere gøre det her i kontrollerede omgivelser, hvor der er andre til stede, end når jeg skal på min solo tur. Så det bliver spændende at se hvor sulten jeg bliver i løbet af de næste dage.
Vi gik en lang tur i skoven for at finde de forskellige vandhuller, og for at se om der skulle være nogle spiselige planter. Ved det første vandhul (Ta-na-ha) kunne vi se hvor lidt regn der var faldet i dette år. Vandstanden var ca. 1 m lavere end normalt, så sandsynligheden for at vi finder vilde løg og andet omkring dem, er ikke særligt stor..
Vi vandrede længere ned i kløften, og ved den næste Ta-na-ha så vi et par Garter Snakes. De er ikke giftige, men det var alligevel spændende at kunne komme så tæt på dem, før de svømmede væk.
Slange video 1 – Slange video 2
Jeg så også nogle fisk i en Ta-na-ha, så der skal jeg ned og fiske med grejet fra mit survival kit. Vi kom tilbage til vores nye lejr ved 16 tiden, og jeg fandt mit fiskegrej frem og lavede en improviseret fiskestang.
Jeg tog Sam med ned for at fiske, for han havde aldrig prøvet at fange en fisk. Jeg ville lige vise ham hvordan men fiskede med et ”hobo reel”, og vupti, så havde jeg en lille fisk på krogen. Sam prøvede om han kunne fange noget, de næste 45 min, men han havde ikke heldet med sig. Vi begav os tilbage, for skyggerne var ved at blive lange, for solen stod ikke så højt på himlen, her sidst på eftermiddagen.
Til aftensmad lavede jeg snobrødskage og stegte den lille fisk. Alt blev spist, på nær hovedet, så i dag har jeg da fået lidt mad i maven.
Jeg kravlede i min seng ved 2030 tiden, efter at have hygget lidt omkring bålet. Hold da maule hvor var det skønt at ligge på fyrrenålene og kigge op gennem trækronerene og se mælkevejen og alle stjernene.
I det fjerne kunne jeg høre toget tude i natten, ellers var den eneste lyd vindens susen i træerne.. Maaaan hvor dejligt.
Jeg sov indtil ved 4 tiden, hvor det begyndte at blive rigtigt koldt, så jeg trak mit uldtæppe over mig og sov til halv ni tiden. Damn det var skønt.
TORSDAG 24 SEP 2009
Sov til klokken halv ni. Wow det var lækkert at sove i min fyrrenåle seng. So ein ding muβ Ich auch haben…
Spiste en snobrødsgage til morgenmad og drak en masse vand for at fylde maven.
Tony fortalte om wilderness medicin og førstehjælp om formiddagen, og så skulle vi lige børste tænder med en frisk gren. Noget jeg også praktiserede på kurset i Sverige.
Ved 1030 tiden startede vi ud på en lang vandretur. Efter 10 minutter så vi en fugleedderkop. Fantastisk at se sådan én i dens naturlige omgivelser.
Undervejs viste Tony og Mike os mange forskellige planter, og forklarede deres anvendelsesmåder. Vi fandt blandt andet en vindrueranke med vindruer, på en klippeside. Dem skulle vi selvfølgelig smage på.
Jeg fyldte mine vandflasker, hver gang vi kom til en ta-na-ha, så jeg ikke løber tør for vand.
De store Ponersosa-træer er ca. 3-400 år gamle. Når de går ud, så bliver de stående i 300 år, før de falder. Så tager det igen omkring 300 år før de er totalt opløst. Så et Ponderosa træ har en ”levetid” på omkring 1000 år.
Efter at have vandret langs kanten af Sycamore Canyon, og nydt udsigten,skulle vi til at lede efter vand.
Da det har været et meget tørt år, er der kun ganske få steder med vand. Vi kunne vælge at kravle ned, og op, af kløften, men det ville blive en noget sej tur. Så i stedet valgte vi at følge en lille side kløft. Der fandt vi endelig en lille ta-na-ha med noget grumset og grønt vand. Men efter en tur gennem min bandana, så var de værste smådyr og partikler sorteret væk. Mmmmm det smager altid godt med vand, når man her det varmt. Man skal bare drikke det med lukkede øjne. Vi tog os en lille morfar, før vi gjorde os klar til hjemturen.
Vi vandrede tilbage mod lejren, igen på kanten af Sycamore Canyon. Damn det var flot.
Vi var tilbage midt på eftermiddagen. Sam og jeg tog igen ned for at fiske, så jeg måske kan få lidt mad i maven. Jeg har indtil nu kun fået 2 snobrødskager i dag, og så vel omkring 3-4 liter vand.
Mens jeg sad og fiskede kom der pludselig 2 Garter Snakes svømmende helt hen til hvor jeg sad. Vel for at se om jeg var spiselig, men de fortrak hurtigt igen. En totalt vild oplevelse.
Efter en times tid opgav vi fiskeriet og gik op i lejren for at hente vores fælder og sætte dem op. Forhåbentligt kan jeg fange et par egern, så jeg kan få noget ned i min brummende mave.
Ved mørkefald gik jeg ned til en af ta-na-ha’erne for at se om jeg kunne være så heldig at se nogle dyr der kommer derned for at drikke vand. Men efter en time i bælgmørke var der stadig ikke andre dyr end flagermusene der fløj tæt omkring mig.
Så jeg gik tilbage til lejren og spiste endnu en snobrødskage.
Jeg sad ved bålet og hyggede indtil ved 21 tiden og så kravlede jeg ned i min dejlige seng. Jeg lå og nød udsigten til stjernerne og tænkte på Perlen før jeg faldt i søvn. Jeg vågnede et par gange i løbet af natten, på grund af coyotehyl. De lyder mega højt, her i bjergene.
FREDAG 25 SEP 2009
Jeg vågnede ved 8 tiden, og stod op for at lave nogle flere snobrødskager, som jeg kan spise i løbet af dagen, hvis nu mine fælder ikke virker.
Det gjorde de selvfølgelig ikke. De var udløst men der var inden dyr i dem, øv..
Midt på formiddagen gik Tony i gang med at lære os om navigering. Han sagde at jeg ikke behøvedes at være med til det, så jeg hjalp Mike med at sætte vand-depot ud, så vi har noget at drikke på vores navigationstur.
Vi startede ud på en ca. 3 km lang tur gennem terrænet. Det eneste hjælpemiddel vi havde, ud over kortet, var et kompas. Så det var bare i gang med at tage en masse retninger til forskellige fix-punkter, så vi kunne ramme det sted hvor vandet står.
Alle endte ca. 300 meter forkert, men det var alligevel godt gået af folk der aldrig havde set et kompas før. Vi gik igen langs kanten af Sycamore Canyon, og det var igen et kanon flot syn.
Jeg fandt nogle agern på turen, der røg lige i lommen.
Ved målet fortalte Mike og Tony os igen om forskellige planter og deres anvendelsesmåder, en fed måde at lære tingene på.
Jeg er begyndt at kunne mærke manglen på mad og dermed energi. Jeg føler mig meget træt, især midt på dagen. Og så har jeg lidt sværere ved at koncentrere mig, end normalt. Jeg spiser alt spiseligt jeg kan finde, endda blomsterne fra kaktus. Heldigvis smager de her som vindruer, så de ryger ned i stor stil.
Vi opdagede en stor øgle kaldet ”Horn Toad”. Både Mike og Tony fortalte at det var den største de havde set. Den er hellig for Apache indianerne, der ser den som ”Great Grandfather”.
Vi navigerede hjem bagefter, og var i lejren ved 18 tiden, hvor jeg fik et æble.
Så det har været en ok dag, med hensyn til mad. 5 snobrødskager, et æble, nogle kaktusblomster og en håndfuld agern.
Vi sad omkring bålet til ved halv ni tiden før jeg kravlede ned i min fyrrenåleseng, hvor jeg nød den stjerneklare nat og coyotehylene i baggrunden.
LØRDAG 26 SEP 2009
I dag kan jeg virkelig mærke manglen på energi. Jeg har sovet fint i min fyrrenåleseng. Har vel sovet omkring 11 timer i nat.
Jeg er begyndt at glemme hvad der er foregået i løbet af dagen, og er ikke i tvivl om at vandreturen i går har suget en masse energi ud af mig. Det er alligevel et spændende ”eksperiment”. De andre elever får ca. 1200 kal om dagen. De er også mega trætte.
Nogen af dem endda mere end mig. Et par stykker af dem falder i søvn så snart de lægger sig ned på jorden.
I løbet af morgenen og formiddagen brugte vi lidt tid på at forbedre lejren. Geno, Tony og jeg gik op efter vand og sad vel en times tid og fortalte løgnehistorier til hinanden. Bagefter gik vi ned for at kontrollere vores krebsefælde. Den var, desværre, tom. Da det var mig der havde sat den ud, så kunne jeg også spise noget af indholdet, men ikke i dag.. Vi flyttede den til en anden ta-na-ha, hvor jeg fangede et par krebs med hånden, og så må vi se i morgen tidligt.
Vi 3 gutter gik en længere tur i skoven for at se om der var nogle egeren eller andet vi kunne jagte, men fandt desværre ikke nogen.
Over middag gik vi alle ned for at lære at lave skåle af naturmaterialer. Jeg fik da lavet en hæderlig skål til mine resterende agern. Vi brugte et par timer på det, og fik lige luftet tæerne imens.
Det har været et fantastisk vejr hele ugen, kun en mikrosky på himlen af og til, ellers en strålende sol fra en skyfri himmel, og altid stjerneklare nætter.. Dejligt. Så jeg får drukket vand fra næsten alle de ta-na-ha’s jeg møder på min vej, for ikke at blive dehydreret.
Sam og jeg gik igen, igen, ned for at fiske, mens de andre lavede en sten-ovn vi kunne bage brød i.
Vi fangede selvfølgelig ingenting selvom fiskene nappede til maddingen hele tiden, øv. Men jeg fik da slappet af en 1 ½ times tid. Skønt bare at sidde i solen og nyde stilheden.
Tony havde ristet nogle af de agern vi havde samlet i går, og krydret dem med eddike. Nogle af dem var mine så jeg tillod mig en mundfuld. Damn de smagte godt.
Josh havde fanget et lille egern i én af hans fælder, og han skulle selvfølgelig selv rengøre og spise det. Øv, bare det havde været mig.
Sidst på eftermiddagen brugte nogen af de andre noget tid på at forbedre vores shelter omkring bålet, da de gerne ville sove tæt på varmen her den sidste nat. Jeg har valgt at blive i min fyrrenåleseng, da jeg synes den er meget mere blød.
Til aften lavede vi ”dumplings” af snobrødsdej. Man laver nogle små golfkugler ud af dejen og ”dumper” dem ned i kogende vand. De svulmer vildt op, men smager fint nok. Jeg fik også lige lokket et lille egernlår ud af Johs, så lid har jeg da fået i maven i dag.
Gik på hovedet i seng ved 10 tiden, og lå igen og tænkte på Perlen og ungerne, og hvor fedt det kunne være hvis de var her, før jeg sov som et lille barn.
SØNDAG 27 SEP 2009
I dag var den sidste dag i lejren her i bjergene. Vi kører til Flagstaff senere på dagen, og skal være der til i morgen aften. Derefter er det planen at vi skal bo hos Mike i 2 dage, og lære om urtemedicin. Det skal nok blive rigtigt interessant.
Huraaaa, endelig fangede jeg noget med mine fælder. Det blev dog kun til en mus, og dem spiser vi jo ikke på grund af hanta virussen, øv.
Før vi drog af sted på vores sidste navigationstur fik jeg lige lejlighed til at få taget et ordentligt billede af os alle 10. Navnene er fra øverste venstre hjørne: Geno, Tony, Johs, Rachel, Sam, Chris, Claus, Troy, Luke og Mike.
Vi skulle følge en kompasretning ca. 3 km gennem terrænet og undervejs var vi så heldige at der kom en stor flok kronvildt tæt forbi os. Jeg nåede desværre ikke at få dem filmet ordentligt, men håber i kan se dem mellem træerne på videoen.
Vi endte op ved en gammel hytte der kaldes J.D’s Ranch. J.D. er begravet har og der er en fantastisk udsigt fra hans gravsted. Det er sådan et sted man skulle ende sine dage, hold da op hvor er her flot og fredfuldt.
Tony og Mike hentede os og vi kørte til Sycamore Point for at spise middagsmad. Jeg gemte en mønt her for 1 ½ år siden, og den var her sørme stadigt.
Jeg vil lade billederne og video tale for sig selv, for her er ubeskriveligt smukt.
Vil lige slutte af med et billede af udsigten fra mit “kontor”.
Sidst på eftermiddagen kørte vi til Flagstaff for at blive indlogeret på et hostel, lige ved siden af jernbanen. Efter at have vasket 5 dages støv og møg af os, gik vi ud for at spise på et lille bryggeri, der lå lige ved siden af.
Johs og jeg gik en kort tur op i byen for at nyde en øl før vi gik i seng med ørepropper dybt inde i ørene. Jeg skal måske lige fortælle at der passere tog gennem Flagstaff ca. hver 15 minut, og de tuder med hornet hele vejen igennem byen. Vores hostel lå ca. 75 meter fra jernbanen..
Jeg blev selvfølgelig ”anholdt” af en betjent som vi faldt i snak med. Han havde danske aner, og det var for vildt sjovt at fortælle de andre at jeg var blevet anholdt, da vi kom hjem..
Vi fik da sovet rimeligt alle sammen, på trods af togene. Det var måske også fordi vi ikke var vant til at sove i en rigtig seng..
Det var slut på uge 2. Håber I følger med i hvad der sker i uge 3, hvor vi blandt andet skal garve skind.
Posted 3 months ago at 17:44. Add a comment
Uge 1 på 5 Week Primitive Living Skills Course.
Så er det endelig blevet tid til at jeg skal afsted på 5 ugers Primitive Living &
Survival Course i Arizona, USA.
Det er efterhånden over 1 1/2 år siden jeg startede på at få banet nervevejene hos alle beslutningstagerne for at få dem overbevist. Det lykkedes til sidst, og det er bare en fed fornemmelse.
Jeg har skrevet en del med Tony Nester om kurset, og desuden har Charlotte og jeg besøgt ham og hans familie et par gange på vores ferier i USA. Så jeg er ikke totalt uvidende om hvad der kommer til at ske på kurset.
Tony Nester & CS
Jeg har aftalt med Tony, at den 4. uge hvor vi skal lave selvstændige projeketer, så bliver jeg smidt ud alene i et område der hedder CottonWood Wash. Det ligger i det sydlige Utah tæt på byen Bluff. Et dejligt uberørt og øde område hvor jeg kan træne og øve alle de overlevelsesfærdigheder jeg allerede har lært, men også helst de nye jeg kommer til at lære på dette kursus.
Kurset er delt op i 5 faser (eller uger).
Uge 1: Fundamental Bushcraft Skills.
Her lærer vi alt om hvordan man klarer sig i vildmarken. Vi lærer blandt andet hvordan man anvender kniv, økse, sav og andre hjemmelavede værktøjer. Derudover vil vi få gennemgået hvordan man fremstiller forskellige shelters, hvordan man laver ild (uden tændstikker og lighter), hvilken påklædning der er den bedste, hvordan man finder vand og meget andet..
Uge 2: Hunting and Gathering Skills.
Denne uge koncentrere vi os om, hvordan man laver fælder, opsporer og fanger dyr og så slutter vi ugen af med at lære hvordan man laver vores eget tøj af skind vi selv har garvet.
Uge 3: Mountain Walkabout.
En uge i bjergene omkring Flagstaff. Vi medbringer kun ganske få ting. Et tæppe, kniv, vandflaske og noget til at lave mad i. Vi vil bruge denne uge på at afprøve de ting vi har lært indtil nu, og så lære nogle bjergspecifikke overlevelsesteknikker.
Uge 4: Independent Projects.
Denne uge vælger vi selv hvad vi vil øve os på. Der er frit slag i bolledejen. Jeg har som sagt valgt at jeg vil prøve at overleve alene, med et minimum af hjælpemdler, for at se hvilke fysiske og psykiske påvirkninger det giver. Er selv meget spændt på hvordan det bliver .
Uge 5: Final Bushcraft Course.
Igen en uges walbabout, hvor vi kun medbringer de ting vi selv har fremstillet, for at jage, fiske og overleve. Ugen afsluttes med et par dages solo-overlevelse, men det skulle jo helst blive nemt for mig, hvis jeg overlever uge 4.
Det var lidt om kurset. Nu tilbage til min “dagligdag” herovre.
Jeg vil lige starte med at sige tusind tak til min Perle (Charlotte). Uden din accept ville jeg ikke kunne have fulgt den “vej” mod overlevelse og bushcraft, jeg nu har valgt. Din støtte er uvurderlig for mig og jeg er super glad for at du lader mig tage afsted så længe. Tak min skat.
FREDAG 11 SEP 2009
Vi stod begge op ved 3 tiden i morges. Jeg havde brugt det meste af aftnen til at pakke de 50 kg. grej jeg har slæbt med herover, så jeg var lidt ør i bolden. Samtidigt var jeg også ufattelig spændt på hvad der kommer til at ske de næste 5 uger, og så var der selvfølgelig den altid nagende tanke “Hvad har jeg mon glemt?”. Men det må jeg jo improvisere mig ud af, i de kommende uger.
Rejsen herover gik smertefrit. Jeg fik “sovet” et bar timer i den store 747, selvom der ikke var særligt meget plads hvor jeg sad. Min bagage klarede også hele turen uskadt, men i Flagstaff er der ingen bagagevogne, så det var op på ryggen og maven med de 2 store tasker der hver vejer 25 kg..
Jeg tog en taxa til hotellet, hvor jeg ankom til ved 1800 tiden (Aizona tid) og jo.. Jeg havde valgt rigtigt.. Der er kun 10 minutters gang til Black Bart’s. Et rigtigt hyggeligt Steak House, hvor Perlen og jeg har været hver gang vi har været herovre.
Som I kan se på billedet, så var der totalt proppet med gæster, så det blev til 45 min. ventetid før jeg fik et bord. Min sult var absolut ikke blevet mindre af at se alle gæsterne mæske sig.
Det blev, selvfølgelig til en stor 500g T-Bone med cola ad-libitum (hmmm)..
Efter at have fyldt bugen, vraltede jeg tilbage til hotellet for at få et overblik over de ting jeg havde medbragt, og jeg røg på rygfinnen ved midnatstid.
LØRDAG 12 SEP 2009
Gaaaab… Klokken 0500 kunne jeg ikke sove mere, så jeg har lagt i sengen og skrevet de linier du lige har læst. Jeg har en fed udsigt, og jeg har allerede vænnet mig til toget der ræser forbi hver 20. min med hornet i bund . Nej, ærligt så er det ikke noget jeg registrere mere. Jeg må dog alligevel indrømme at de første par gange det passerede med hornet i bund, så jeg fløj jeg en meter eller 2 i vejret (gammel krigsskade )
Klokken er nu 0800 lokal tid (1700 dansk tid) og jeg skal til at hoppe en tur i bad, men først skal jeg lige have en tur med hårtrimmeren så jeg ikke render rundt med et kæmpe “garn” herovre . Bagefter vil jeg se om jeg kan få kontakt til Tony, så jeg kan komme ud i hans Wilderness Camp, og få mig indrettet før de andre elever, der først kommer i morgen.
Efter at have checket ud af hotellet så havde jeg 3 timer før Tony kom og hentede mig. Dem kunne jeg lige så godt bruge til noget fornuftigt, så jeg gik ned i Flagstaff for at handle lidt ind. På vej derned så jeg et par jordegern, damn de er sjove. Men måske bliver deres brødre snart til et lille let måltid.. Det må tiden vise.
Kl. 1430 kom Tony og vi læssede hans bil med mine 50 kg grej. Vi kørte lige en tur forbi hans hus, hvor jeg så alle hans hunde, og så for at hente nogle af de ting jeg havde bestilt før jeg kom herover. Efter en halv times tid kørte vi ud til han Wilderness Camp, hvor vi gik i gang med at rydde lidt op, og jeg fik fundet et sted til mit telt hvor der var en fed udsigt.
Tony kørte ved 1730 tiden for at handle ind, og jeg var nu totalt alene i den rå natur.
Herude er der totalt stilhed, på nær fårekyllingerne. Ingen baggrundsstøj fra biler, fjernsyn eller køleskab. Og så er der mørkt… Så mørkt at man tror det er løgn, især her til aften hvor der er en del skyer. Det er intet lys overhovedet, undtagen fra stjerne og månen, når den er fremme. Utroligt fredfuldt og beroligende.
Efter jeg fik sat teltet op, gik jeg i gang med at få lidt mere styr på mit grej, og nu hvor klokken er 2030, så sidder jeg udenfor på en træstub, kun iført sandaler, underhuggere og pandelampe mens jeg skriver disse linjer. Et kønt syn for dyrene herude, tror jeg… Jeg vil snart drible ind i teltet for at læse lidt, før jeg skal til at snorke..
SØNDAG 13 SEP 2009
Jeg vågnede ved 5 tiden og satte mig udenfor teltet for at nyde solopgangen. Et fantastisk syn at se den stå op over Painted Desert.
Jeg spiste et par kiks og drak lidt vand før jeg gik en runde i lejren for at kigge lidt på de forskellige Hogans (hytter). I een af dem så jeg en Bullsnake.. En ordentlig basse, som jeg lige nåede at tage at billede af.. Lidt utydeligt måske, men jeg håber I kan se den.
Der var også en del Packrats i området, bl.a. den I kan se på det lille videoklip.. Den var totalt kold over at jeg stod og filmede den.
Packrat video (højreklik på linket og vælg “Gem destination som”. Så skulle du kunne downloade filmen og se den på Windows Media Player)
Ved 9 tiden begav jeg mig over mod den store bakke der er i nærheden af Tony’s lejr.. Mest for at se om der var forbindelse på mobilen, så jeg kunne sms til Perlen, men også for at nyde udsigten. Ingen forbindelse, desværre, men en feeed udsigt. Da jeg stod deroppe kunne jeg se Tony og Mike komme kørende, vel en 5-6 km væk. De havde hentet de andre elever i Flagstaff. Jeg prøvede selvfølgelig, med mit signalspejl om jeg kunne fange dem, og joeee de havde set glimtene ca. 5 km væk. Så det virker perfekt.
På vejen tilbage så jeg en masse spor efter dyrelivet herude. Jeg så både spor efter coyote, antiloper og selvfølgelig en masse hare-spor. Tony har fortalt at der skulle rende både bjergløve og en los rundt herude af og til. Kunne være super spændende at finde spor efter dem.
Da jeg kom tilbage til lejren var Tony i gang med at vise de andre elever rundt, og jeg hilste på dem alle. De andre 7 elever er, set i en ring fra venstre: Rachel, Troy, Geno, (Tony), Johs, Sam, Ckris og Luke.
De har alle vidt forskellige grunde til at være med på kurset, bl.a. Geno der er meget interesseret i det spirituelle aspekt, og Troy der hele livet har boet i Phoenix, men har aldrig rigtigt været ude i naturen før nu. Så det skal nok blive rigtigt sjovt og interessant at se hvordan vi alle udvikler os, og reagerer på alle de stimuli vi får herude i den vilde og flotte natur.
Efter alle havde slået telt op eller lavet en bivuak, så gik Tony og Mike i gang med at lære os om de forskellige farer der er herude, især om dehydrering og varmerelaterede skader.
Vi spiste et par sandwich til middag og så var det ellers i gang med at lære at lave ild på primitiv maner. Jeg havde en lille fordel, for jeg har prøvet de fleste metoder før, og det var da også kun Sam og jeg der fik lavet ild i dag. De andre knoklede og knoklede men det lykkedes ikke. Det skal så også siges at det er noget af det sværeste at lave ild med ”bow-drill”, da der er en masse faktorer at tage hensyn til. Træets beskaffenhed, længden på snoren, snorens stramning og en masse andre ting. Vi sluttede aftnen af med noget god mad som Mike havde bikset sammen og så en masse historier fra Tony omkring vores lejrbål.
Vi tumlede mod vores telte i bullermørke ved 22 tiden, og da jeg kom op til mit telt kunne jeg se en lygte drøne rundt i terrænet. Jeg gik derned og fandt Josh, der febrilsk forsøgte at finde hans rygsæk og bivuak. Han havde brugt mit telt som referencepunkt i dagslys, men måtte sande at i mørke ser alt anderledes ud. Han kunne dog huske at der var 3 store buske hvor han havde lavet bivuakken. Jeg foreslog at vi gik tilbage til mit telt og så kunne han forklare i hvilken retning han mente at hans ting var. Vi stod lidt ved mit telt for at vænne vores øjne til mørket, og så gik den vilde jagt ellers.. Der gik dog ikke ret lang tid før vi fandt hans ting, og han kunne komme på rygfinnen. Jeg lå lidt og lyttede til coyotehylene, før jeg faldt i søvn.
Coyote hyl (højreklik på linket og vælg “Gem destination som”. Så skulle du kunne downloade filmen og se den på Windows Media Player)
MANDAG 14 SEP 2009
Jeg vågnede ved 0330 tiden og skulle på potten. Da jeg kom ud af teltet var der totalt vindstille og helt stjerneklart. Jeg var nødt til at sætte mig ned på min træstub for at nyde synet af alle stjernerne og mælkevejen. Der er intet forstyrrende lys herude i vildmarken, så der er så mange stjerner at kigge på at det næsten gør ondt i øjnene. Et fantastisk syn. Damn jeg ville give meget for at bo herovre.
Vi spiste morgenmad ved 0730 tiden. Jeg fik bare et par æbler og ½ l vand, og så var det ellers i gang med at lave ild med Bow-drill for dem der ikke fik ild i går. Det gik stadig ikke så godt for de andre. For Sam og jeg virkede det første gang, men vi har jo også teknikken og har tweaket vores grej så det virker..
Tony stoppede os efter en lille times tid, for at lære os at lave ild kun med Hand-drill. Jeg er ikke særligt god til denne disciplin, men det gik da et par gange hvor jeg fik lavet gløderne så jeg kunne få ild i min ”fuglerede”. Fedt nok.. Det var lige ved at lykkedes for Sam der også fik lavet gløderne, men han fik nogle monster vabler, så han var nødt til at stoppe. Johs fik også lavet gløderne til ”fuglereden”, så der var glade miner fra os.. Resten lykkedes ikke at få gløderne frem, men vi skal nok få rigeligt tid til at øve det.
Ved 11 tiden gik vi ind i den store Hogan, og Mike lærte os at lave ild med flint & steel. Når man kan det, så er det ufatteligt nemt, og det koster ingen sved, som de 2 andre metoder gør.. Jeg kunne sagtens lave gløderne men kunne ikke få det forkullede bomuld til at fænge, så jeg var ved at blive desperat. Især fordi det lykkedes for de fleste andre. Det viste sig dog at de 3 af os der ikke kunne få det til at virke, havde fået noget bomuld der ikke var forkullet nok. Så da jeg skiftede til det andet bomuld han havde, så virkede det i andet forsøg…
Efter middagsmaden skulle vi i gang med at lave shelters. Tony og Mike viste os forskellige shelters der var bygget af tidligere elever. Blandt andet et der var bygget for 6 år siden. Det stod stadig som da det blev lavet. Imponerende. Jeg fandt det shelter vi byggede af sten for 2 ½ år siden, og det stod næsten stadig som da vi lavede det.
Planen er at vi skal overnatte i de shelters vi bygger, enten i aften eller i morgen…
Efter aftensmaden begyndte vi at fremstille de forskellige ting vil skal bruge under vores walk-abouts.
Vi skal selvfølgelig have en ske og en skål til at spise af. Skeen skærer vi ud af et stykke træ, og skålen laves ved at lade et stykke glødende kul gøre arbejdet for os. Man placere det i midten af det stykke træ man vil bruge til skålen, og så begynder man ellers at blæse på kullet så det efterhånden arbejder sig ned i træet. Efter en times tid var vi alle kulsorte i hovedet af alt kulstøvet der hvirvlede rundt, så det fik vi et godt grin af.
Mens vi sad omkring bålet og lavede vores ting fortalte Tony en masse spændende historier om indianerne. Denne aften var det om Geronimo’s livshistorie. Ufatteligt spændende. Jeg tumlede ud i mit shelter ved 10 tiden og sov fast indtil ved 6 tiden. Tror faktisk jeg drømte om Perlen, for jeg var nødt til at ringe til hende senere på dagen.
TIRSDAG 15 SEP 2009
Stod op ved 6 tiden og lavede lige denne lille video af min udsigt..
Udsigts video (højreklik på linket og vælg “Gem destination som”. Så skulle du kunne downloade filmen og se den på Windows Media Player)
Efter morgenmaden kom Al Cornell ud for at lærer os endnu mere om at lave ild. Al er 68 år gammel og har beskæftiget sig med denne kunst i vel ca. 40 år, så han ved virkeligt hvad han taler om.
Han har en baggrund som helikopterpilot omkring Vietnam-krigen og har blandt andet været militærattache i Mellemamerika og Asien.
I kan se et par videoer af hans kunnen. Vi var alle totalt imponerede af de tricks han viste os. Jeg mødte ham i 2007 og han trak Tony og mig til side for at vise os hvordan man laver ild med 2 liter vand og en plasticflaske..
Al video 1 – Al video 2 – Al video 3 – Al video 4
(højreklik på linket og vælg “Gem destination som”. Så skulle du kunne downloade filmen og se den på Windows Media Player)
Efter Al kørte, var det vores tur til at prøve de forskellige metoder at lave ild på. Jeg havde allerede tidligere prøvet de fleste metoder, men dog ikke metoden med bambus, så den kastede jeg mig straks over. Det lykkedes mig da også at lave ild, men det var dæleme hårdt arbejde.
Efter middagsmaden fik vi resten af dagen til at gå med at forbedre vores shelters og øve de forskellige skills vi havde lært.
Jeg hoppede i mit shelter ved 21 tiden og vågnede kun én gang i løbet af natten, for at vande én af buskene. Igen var der totalt stjerneklart med coyote hyl som eneste lyde i natten.. Dejligt…
ONSDAG 16 SEP 2009
Jeg stod op ved 6 tiden, og blev vasket og barberet..
Dejligt at føle sig ren og rimeligt lugtfri.. Bagefter gik jeg ned i lejren og spiste et par æbler til morgenmad. Underligt som maden smager bedre og bedre, jo længere tid man er ude i vildmarken. Jeg trænede lidt ”flint & steel” og min ”Bow drill” teknik. Jeg tror jeg venter et par dage med ”Hand drill”, så mine vabler kan nå at hele lidt.
Her til formiddag vil Mike lære os om spiselige og medicinske planter vi kan finde i området. Det bliver fedt at kunne skelne de forskellige planter fra hinanden, og kunne anvende dem både til føde men også til at kurere sygdomme og andet med.
Om eftermiddagen kørte vil til Wupatki National Monument, hvor der er en del 800 år gamle Hopi pueblos (huse). Eller rettere, det er resterne af dem. De er utroligt veludførte i store flade klippestykker der er sammenføjet med en slags mudder.
Det må have været et utroligt hårdt arbejde at skulle bygge disse huse i den hede. Men de er fantastisk flot lavet.
Vi kørte tilbage til lejren sidst på eftermiddage, hvor Mike lærte os at lave snor ud af Yucca planten. Meget nemt når man ved hvordan det skal gøres. Resultater bliver en utroligt stærk snor, der kan laves i næsten hvilken tykkelse man ønsker. Jeg skal lige nævne at Yucca planten har lagt i blød, i vand, i 2-3 uger. Damn de lugtede råddent da vi arbejdede med dem. Og efter 3 håndvaske har lugten ændret sig fra kolort lugt til hønselort lugt. Håber der forsvinder i løbet af i morgen.
Jeg talte lidt med Tony om min solo uge. Det viser sig at vi faktisk slutter i Cottonwood Wash i uge 5, hvor vi vil have 4 dages solo overlevelse. Så for at de 4 dage ikke skal blive for nemme for mig, så vil han se om han kan finde et andet område, hvor der både der vand og ”mad”. Han har et område i tankerne, men det ligger over 120 km væk. Så hvis der skulle gå noget galt for mig, så er det måske lige at presse citronen lidt for meget.
Vi skal selv lave vores aftensmad fra på fredag, indtil nu har det været Mike der har stået for maden. Jeg har meldt mig til at lave den første omgang. Da jeg ikke er så god til at lave boller i karry, så bliver det til pasta med kødsovs og en masse hvidløg.
Jeg vil slutte her hvor kl. er ved at være 2230 og suse ned i mit shelter for at nyde stilheden, krydret med coyotehyl…
TORSDAG 17 SEP 2009
I dag var en “Field Trip” dag. Det vil sige en dag hvor vi kører rundt i Arizona og ser på historiske steder og evt. samler mad ind til vores Walkabout.
Vi kørte først til Flagstaff for at handle ind i en stor økologisk forretning. Jeg er sikker på at Perlen vil gå totalt amok når hun kommer ind i den.
Vi kørte derefter mod Sedona. Der er fantastisk smukt her, og Perlen og jeg har da også været her et par gange.
Vi var lige et smut inde i en anden butik med en masse spændende indianske ting. Jeg må hellere holde det sted for mig selv, ellers bliver jeg nok ruineret når Perlen kommer forbi .
Vi kørte til Mesa Verde hvor vi spiste frokost, og kiggede på Fort Verde, der var et gammelt fort da der var rigtige cowboy’s. Meget spændende, især da Tony og jeg opdagede at EJ’s mor fortalte, på video, om hvordan det var at leve på den tid.
Vi besøgte endnu en butik, med en masse skrammel som I kan se på billederne. Endnu et sted jeg vil holde for mig selv.
Før vi kørte tilbage til vores lejr, lavede vi et par stop. Først et hvor vi plukkede en masse frugter fra en kaktus, som vi skal spise under vores walkabout.
Derefter kørte vi til Beavers Creek for at slappe lidt af. Jeg fik skrevet lidt mere i min dagbog, som I kan se. En spændende dag med masser af indtryk.
FREDAG 18 SEP 2009
En totalt chill-out dag. Jeg har været i Flagstaff for at blive vasket, vaske tøj og opdatere denne side.
Efter mit bad og tøjvask på Little America vandrede jeg ind til Bookmans, en lille tur på ca. 1 time i 35 graders varme. Jeg købte et par bøger, een om Grand Canyon og en om Hopi indianerne.
Tony hentede mig ved 17 tiden, og vi kørte ud for at handle ind til den kommende uge, før vi tager på walkabout.
Jeg stod for madlavningen. Det blev pasta med kødsovs og masser af hvidløg. Det så ud til at smage godt, for de fleste tog mere end een gang, og gryderne var totalt tomme bagefter. Vi hyggede os omkring bålet, til omkring 2130 tiden hvor de fleste af os kravlede i posen. Forresten mødte Tony og jeg Stephen Hirst på vejen, men ham kan Perlen fortælle mere om . Han har blandt skrevet bogen “I am The Grand Canyon”.
LØRDAG 19 SEP 2009
I dag skal vi mest lære om hvordan vi fremstiller fælder og sætter dem op de rigtige steder. Tony vil også fortælle om hvordan vi tyder dyrespor og følger dem.
I vores pauser, og i aften omkring bålet, skal vi fortsætte med at færdiggøre vores træskål og ske, som vi skal have med på vores walkabut fra onsdag til søndag.
Men først skulle vil lige samle mere brænde til vores bål. En nem og overkommelig opgave da det meste af træet i området er knastørt og nemt at komme til.
Vi lavede også beef jerky, som vi skal have med på vores walkabout.
Det laves ved at skærer bøffer i tynde strimler og så hænge dem til tørre ude i solen. Vi kryderede køddet med forskellige typer af krydderier, for at det skal smage bedre.
Hvis man fanger en packrat eller egern, så kan man bare trække skindet af den, og tage indvoldene ud, og så hænge dem til tørre. Når de så er knastørre så knuser man hele kadaveret, og kan spise det på den måde.. Yummy…
Kødet skal som regel hægnge i 8-10 timer før det er klart. Man kan teste det ved at brække det midt over, så skal det lyde som en tør gren.
Det er utallige måder at lave fælder på, og vi gennemgik en del, før vi selv begyndte at fremstille vores egne. De skal selvfølgelig testes i de kommende dage.
Vi kiggede lige til vores beef jerky efter 7 timer, og der så det sådan ud
Jeg gik tidligt i seng og nød regnens trommen mod teltet..
SØNDAG 20 SEP 2009
Vågnede ved 4 tiden og igen var der en flot stjerneklar nat. Gik en lille tur for at se om jeg kunne se nogle dyr, men havde desværre ingen held denne gang. Kunne kun høre coyoterne hyle..
Jeg stod op omkring klokken 7 og kontrollerede mine fælder. Min madding var væk, den bestod af peanuts og peanutsmør, og 2 af 4 fælder var udløst. Men ørkenrotterne og de sat… egern havde været for snu, for der var ingen i mine fælder, øv.
Sam fangede dog en mus, men dem spiser vi ikke på grund af faren for at blive smittet med Hanta virus, der er 50 % dødelig.. Enten dør man eller så dør man ikke…
Johs og jeg startede et bål op, ved hjælp af Hand Drill, og bagefter satte vi vores fælder op igen. Det kan jo være at der er bid i aften.
Vi kan alle begynde at føle ”friheden” ved ikke at være styret af klokken, men af solen. Vores indre ur er ved at finde den ”oprindelige” døgnrytme. Jeg tror kun jeg kigger på uret én eller to gange på en dag, og det er en fed fornemmelse.
Det er sjovt at se omkring kl. 19-20 når solen er gået ned, så sidder vi alle og er ved at gabe kæberne af led. Til gengæld vågner vi også alle omkring solopgang eller lidt før, på grund af kulden. Vi er også begyndt at bevæge os langsommere, og tingene bliver ikke lavet så hurtigt, som i starten af kurset.
Før middag gik vi en lang tur i området for at se på forskellige dyrespor og efterladenskaber (lort), så vi kan genkende de forskellige dyr der bevæger sig rundt i området. Det kan godt være at vi ikke ser dem fysisk, men vi kan genkende dem på deres spor. Det drejer sig om alt lige fra bjergløver, antiloper, coyoter til harer, ørkenrotter og mus.
Efter at have vandret rundt et par timer og kigget på spor og andet, endte vi op i et område kun ca. 20 min gang fra Tonys lejr. Her viste Tony os en gammel indiansk hule der er ca. 1000 år gammel. Tony har blandt andet haft en arkæolog og flere indianere til at kigge på den, for at finde ud af hvad den kunne være brugt til.
De mener den kan være anvendt til et ”mens-house”, altså et sted hvor man tog drengene ind for at gennemgå nogle ritualer, for derefter at komme ud som mænd. Eller måske har det været et stad man skulle passere og betale en slags bompenge. Det kan dog også være et sted hvor der har boet en familie. Vi kunne sidde alle 9 deltagere derinde, men der ville have været svært for os alle at sove derinde. Men måske kunne en familie på en 5-6 personer have sovet derinde, husk på at indianerne på den tid var meget mindre end vi er nu.
Grunden til at men ikke ved hvad hulen er blevet brugt til, er at den ikke er blevet udgravet endnu, så alle muligheder er stadig åbne. Og som Tony siger, så ligger der sandsynligvis en masse spændende ting begravet under stenene.
Efter turen holdt vi en lang middagspause. Jeg strøg ned for at få mobilkontakt med Perlen. En lille tur på 20 minutter begge veje. Men det var dejligt at høre hendes søde stemme igen. Savner hende mere og mere..
Ved 14 tiden begyndte vi at lave pilespidser og knive af en stenart der kaldes ”Obsidian”. Det er ikke noget jeg bliver den store haj til, men jeg fik da lavet et par hæderlige pilespidser og en lille kniv.
Jeg gik en lang tur bagefter. Det er fedt at hvis man mener at man har prøvet én bestemt ”skill”, og ikke har så meget brug for den, så behøves man ikke sidde i timevis og hakke stenværktøj.
Jeg gik ned for at se til mine fælder. De var ikke rørt og der vil sandsynligvis først komme dyr til dem lige omkring mørkefald, og så lige før solen står op. Så der vil jeg kontrollere dem igen.
Jeg kiggede til mine fælder lige efter aftensmaden, men der var ikke nogen tegn på at der havde været dyr i nærheden, så jeg vil drøne på rygfinnen..
Hovsa, I skal da ikke snydes for et billede af endnu en flot solnedgang.
Det var slut på den første uge.. Håber I vil læse videre på uge 2, og de efterfølgende uger..
Jeg vender forhåbentligt tilbage på søndag eller mandag med mere nyt, om denne uge, og kursus-uge 2..
Vi ses, og spred rygtet
Posted 3 months ago at 17:22. Add a comment
The taste
I’ve tasted beaver meat, on the last course I attended.
It didn’t taste like chicken 
, but more like a taste of tobacco. Not unplesant, but just unfamiliar.
CS preparing the beaver
No doubt the taste came from the Castor glands, as the smell from them was really strong.
CS cutting the legs, for later use
What kind of meat have you tasted in the wilderness and how did it taste?
/CS
Posted 3 months ago at 11:29. Add a comment
Cottonball & Petroleum Jelly
You probably all know the trick, soaking a cottonball in pretroleum jelly, so it burns for a longer time, when making a fire.
On the latest course I attended, I experimented with some tweaks on the cotton ball.
Normal - Pretroleum Jelly - Packaged Cottonball
I took one of the soaked cottonballs and wrapped some tinfoil around it, forming a square.
To light it, I made a X in the square and pulled some of the cotton out as a wick.
Burning Cottonball
I timed the 3 different cottonballs and it gave the following burning time:
Cottonball without petroleum jelly 2:00 min
Cottonball with petroleum jelly 5:00 min
Cottonball with prtroleum jelly and packaged 20:00 min
So as you can see, a little preparation of the cottonball gives you at least 4 times more burning time.
/CS
Posted 3 months ago at 23:04. Add a comment
Track Quiz
Just a little quiz, regarding tracks..
Any of you know the name of the 2 animals who passed here?
Quiz tracks
/CS